Svensk hus

Siden sidst er der jo både kommet forår og sommer - og vi undrer os: Hvor er de her mellemsæsonner egentlig blevet af, som vi mindes fra vores barndom? Altså de her faser, der varede mere end 2-3 dage, hvor der hverken var p***koldt (og derfor vinter) eller p***varm (og derfor sommer). Nu har man jo knap nok tid til at overveje en diæt - for overhovedet ikke at tale om at gennemføre den-, inden det er for sent og man er nødt til at smide alt tøjet, hvis ikke man vil dø af overophedning.

Men det var nu egentlig ikke grunden til det her indlæg.

Grunden til det her indlæg er, at Heike og Erik for det ene har været på udflugt til Åhus og Simrishamn igen. Og for det andet at der endelig er blevet sat de nye vinduer ind, som blev bestilt allerede på den anden side af sidste jul. Hvad længe varer… men godt er det nu blevet.

Men først til Åhus, hvor indre by overraskede med den mest mystiske blanding af Silkeborgs villaer og total mennesketomhed. På bytorvet var der bare ikke nogen. Og ellers heller ikke. Kun udenfor Systemet kunne man mønstre en lille ophobning af fyldebøtter (nok heller ikke så overraskende, når nu Absolut jo kommer fra byen). Erik og Heike tog altså straks ud af byen og ude på øen Äspet, hvor der er en ganske glimrende sandstrand. Deraf billederne.

Bagefter kørte man så videre til Simrishamn, hvor man godt nok igen blev mødt af en meget truende sky, men trods alt syntes, at der var stor forbedring vejrmæssigt i forhold til sidste gang. Til gengæld var byen så overrendt af Danskere, som sjovt nok insisterede på at sidde ved byens eneste pølsemand nede i havnen i stedet for at tage op i caffeerne og tage sig en sandwich med tun-röra!

Og endelig er der så vores nye 5 vinduer, hoveddøre og en terassedøre. Vi troede ikke, at det var muligt, men det hele blev altså sat ind på en dag og man svinede endda kun de forventede steder. Det er blevet så flot, synes vi selv, og flytter straks ind i “the master bedroom” nedenunder igen efter vores blæse-larm inducerede periode ovenpå i gæsteværelset.

På venstre billede ses vores nye gangvindue, som på højere vindue stadig er 2/3-dele lukket.

Det nye gangvindue indefra - så lyst!!! Og den nye døre til den store udestue.

Og så vil vi altså gerne sige, at vi har en del gule tulipaner.

Vi havde jobbet hele dagen og glædet os til forlænget weekend. 1. maj er jo rigtig helligdag i år, og fredag tvangsfri for både undertegnede og den bedre halvdel. Perfekt.

Da vi kommer hjem og får benene og aviserne slået op, studser vi begge lidt over nogle mystiske bål i Sydsvenskan. Bålene skal tændes over hele Sverige om aftenen 30. april. Det ligner en slags Sankt Hans - bare 30. april. Hvad holder de mon på med?!? Det står hurtigt klart, at en stor svensk tradition har sneget sig ind på os danskere - vi er slet ikke klar, og hvad værre er, vi har intet bål!

Valborg - eller Valborgsmässoafton som det rigtige navn er - falder hvert år på den sidste dag i april. Det er en hedensk tradition, der går helt tilbage til 779. Og som traditionen byder sig på disse kanter, så har Valborg udviklet sig til en af de største “fyllekvällar” i Sverige. Og når alkohol og ild kombineres i folkefest, kan aviserne skrive historier om uheld og ulykker dagene efter. 

Det skal lige siges, at Valborg også fejres i Estland, Finland, Letland, Tjekkiet og Tyskland. Men vi gætter på, at de alle drikker mindre på den særlige aften - også selvom svenskerne skal en tur på Systemet inden bålet tændes.

Og i sagens natur fyldte vi straks vand i poolen i sidste weekend og har nu lavet et lille temperatur-feed her ude til højere. Erik lovede godt nok 20 grader allerede i denne her uge, men vi må jo lige se.

Luften i drivhuset var i hvert fald godt nok super-tropisk i dag. Termometrets skala går til 50. Og det temperatur blev nået (eller mere, vi ved det jo ikke). Heikes ærteprojekt lader til at kunne lide det og er vokset med ca. 1 cm siden i går. Nu er 3 cm godt nok ikke ret meget, når man en gang skal blive 180 høj, men alligevel. Normalt plejer Heike-plantede frø jo overhovedet ikke op, så det er da allerede en success. Nu må vi bare holde de millioner af cherry-tomat spirer nede og så er vi kørende.

Ellers er den store udestue nu bare helt perfekt til morgenmad. Og haven kan også allerede tages i brug med avis og kaffekop.

Endelig har skat i Sverige præsteret helt at glemme os. Alle modtog en deklarations-blanket. Bare ikke Erik og Heike. Og da vi ringede, havnede vi igen i et call-center i Norrbotten, hvor man sgu aldrig havde hørt, at man kunne arbejde i Danmark og bo i Sverige. Kunne det være sandt?!?!? Efter en omstilling til Malmö var man dog med på i hvert fald denne del og lovede at sende en blanket om lidt. Og man skulle ikke være bekymret, fordi det “inte var så farligt”. Nå. Ok. Hvis i siger det…

Og: Hmmm. Det der nye Angora by night. Er det egentlig så sjov?

Det er ved at være tid for den årlige selvangivelse. Både i SV og DK. For os ny-svenskere har de første hurtige blik på sagen afsløret, at det bliver noget af en prøvelse: Vi aner ikke en skid om, hvordan det foregår i vores nye hjemland, og vi aner ikke en skid om, hvordan vores gamle land - dér vi fortsat tjener til livets ophold - forholder sig til os, når vi nu er såkaldte ‘grænsegængere’.

Men vi lever jo i den digitale tidsalder, så hvor svært kan det være? Skatteverket.se og Skat.dk har vel gode, moderne hjemmesider, der taler direkte til os i klar, forståelig tekst? Well, det skulle man tro… Men særligt Skat i DK halter. Blanketter, du måske/måske ikke skal udfylde, viser fortsat 2006 i toppen. Flere tekster modsiger direkte hinanden: Øresundsborgere kan nu bruge TastSelv. Nej, som bosat i Sverige kan du ikke bruge TastSelv. osv. osv.

Som underbemidlet dansk myndighed, hvad gør man så? Jo, man lader hjemmesiden sejle og indbyder i stedet til Informationsmøder om problemet. Er det ikke fantastisk? Så nu har vi booket en plads til næste uges møde om selvangivelse 2007 for borgere i Øresundsregionen - så håber vi, vi bliver lidt klogere, så vi kan gøre vores borgerpligt; både i DK og SV.

Skal du med til Informationsmødet? Book din egen plads her.

Påskesøndag bød så endelig på noget vejr, der duede til udflugt og straks var Erik og Heike ude. Man skulle da for pokker altså bare få set noget af det dér “Konstrundan”, nu, hvor alle skånske massemedier var fyldt med det og hvor man jo faktisk overhovedet ikke havde langt til nærmeste pensel-svinger eller metal-banker.

Og hvor var det dog stort. Allerede ved første samlingsudstilling på landevejen i metropolen Bröddarp kunne man knap nok komme ind ad grusvejen. Et mylder af pelsbeklædte damer, skrigende unger (for hvis underholdning der blev stillet med en ged) og generelt gloende mennesker, der skulle se det, der kunne ses. Og det var egentlig ikke så ring endda. Når man altså var kommet forbi de åbenbart uundgåelige 30-40% akvareller af sommerblomster/stillebener/skånske enge/høns (eller en kombination af nævnte). Og så var der jo kaffee og smörgasbord, hvilket giver alle dem en undskyldning, der egentlig slet ikke er interesseret i kunsten. Så hvis skiltet ved vejen indeholder de magiske ord “galleri, butik, kaffe”, så er den linde besøgsstrøm sikret.

Alt i alt kom vi på en tilfældig tur på tværs over Skåne ikke til Åles Stenar (det MÅ have været årets værste dag - man forestille sig Strøget i julesæsonen og er ikke langt fra), men dog indenfor en 5-6 steder, hvor der var noget at se på. Nogle gange kunst (også af den tilsyneladende mere kendte og dermed gedigent dyre slags - 30.000 SEK for et billede er nu dog ret meget, selv om det var en meget fin morgenstemning fra Manhattans gader helt i lilla), andre gange mystisk design (hvem køber et Kloss radio midt på en pløjemark?!?), den lokale egnskunstners gamle lejlighed og endelig også en omgang bare ragelse (altså loppis).

Og det var nok den største opdagelse på konstrunden: Gemt i menneskemyldret bevæger man sig hyggeligt rundt de steder, hvor man ellers bare vil løbe skrigende bort af pinlighed. For hverken Heike eller Erik er jo særlig gode til bare at “vade indenfor” hos folk de ikke kender.

Nå ja, og så kom vi også i 15 kolde minutter ud på en strand: Sandhammaren helt i det syd-østlige hjørne af Skåne, som bød på en udmærket udsigt til Bornholm (og rigtig rigtig kolde næser).

Den 18. marts begiver Heike og Erik sig så på udflugt. For det havde man aftalt, da man fik påskeferie - at der ikke kun skulle være vaske at klare, gulve at støvsuge, møbler at male og andere kedelige ting, der skulle også være lidt turist over den. Så man pakker bilen, tjekker vejrudsigten (der lover “enkelte byger, delvis som slud” i forskellig fordeling de næste 7 dage) og kører ud på landevejen mod øst. Planen var endelig at se Simrishamn, som Erik i månedsvis har snakket om (ingen ved hvorfor egentlig) og så køre videre til Åhus og gå lidt rundt dér. Turen var også meget fin, med så meget sol på Heikes venstre øre, at det blev helt sommerligt i bilen.

Og så når man frem til Simrishamn, som er Dragør minus de gule huse plus en stor domkirke-lignende tingest og en færge til Bornholm. Og man har knap nok været ud af bilen i 3 minutter, så begynder det at blæse og sne. Meget. Så meget, at den ene af de to torve-stande med blomster beslutter sig for at rive hele overdækningen ned, inden de handlende blev slået ihjel af den.

Heike og Erik flygter altså ind i første bedste café, hvor Heike får verdens største “baguette med tun røra”. En hel halv meter af det. Tung som en mursten. Og helt og aldeles ustyrlig. Røra over alt! Mens Heike altså fægter med servietter og smørrebrødspapir, når det faktisk at klare op igen (hvor ironisk, nu hvor vi er indenfor). Men det viser sig bare til at være midlertidigt. For lige da man er ved at rejse sig op igen skifter sceneriet udenfor igen dramatisk. Til hørizontalt snestorm. Og sådan bliver det faktisk ved med at være hele de 1,5 timer det tager at komme hjem igen. Hvor man frustreret går i Burlöv centret og køber to uldne trøjer til Erik.

Hjemme er vinteren så også endelig kommet - bare i marts, mens vores lille irriterende medbo hele tiden spørger, om det nu ikke snart er tid til at dufte til nogle blomster, der ikke står i en vase.

Og dagen efter er alt det vilde forbi og man kan igen komme udenfor og stå i mudder op til knæerne i en skov. Vidunderligt!

Hvorfor er det egentlig, at design firmaer er så fuldstændig håbløse til at fortælle, om deres produkter er i produktion og hvor de i så fald kan købes? Ligesom det her fantastiske spejl, som på Google bringer op over 50 mennesker, der har skrevet om det og syntes, det var fantastisk. På fremstillerens hjemmeside: Ikke ET ord om hvor man evt. kan få det henne. Er det reverse-marketing, eller hvad?

Heike var så lige en tur inde på Åhléns hjemmeside, hvor man kan indrette sin lejlighed med de ting, der sælges i varehuset. Rigtig snygg idé, så ind og prøve…

Og det ender jo bare med at se helt perfekt ud. Med de fine arkitekttegnede møbler (som Åhléns ikke sælger og som bare sådan står der) og med ingen overvejelser over pengepung og mormors skab, der altså også liiiige skal passe ind.

Man er faktisk helt begejstret, lige indtil man opdager noget. Nemlig at man selv har ting. Stuff. Ragelse. Og at det derfor aldrig nogensinde ville se så fin ud hjemme hos en selv. Selv hvis man nu investerede et formue i nye tæpper, lamper, vaser og alt det andet. Nårh. Så må vi jo leve med det.

Vi kom i går til at undre os over, at vi på intet tidspunkt har hørt fra staten. Jeg mener, vi er vandret ind, har købt et hus, en bil, åbnet en bankkonto, får renovation, har telefon osv. osv.

Malmö kommune ved, at vi er her, og det er nok det vigtigste. Men hvor er staten i det her land? Jeg ville da have forventet, at hvis jeg var indvandrer i Danmark, så ville staten gøre livet surt for mig allerede inden, jeg fik mig sat ned. Men altså ikke i Sverige. Ikke så meget som et velkomstbrev, har vi fået.

En på sin vis meget sympatisk tilgang, blev vi efterfølgnde enige om… Men bare de nu ikke har glemt os. Indtil vi hører nærmere, må vi klare os med sweden.se.

Endelig en idé til vores radiatorer i soveværelset, der ikke går ud på hamredyre radiatorskjulere, der oven i købet fylder for meget…. Hmmmm…. Altså, hvis man nu tog hvid og lidt guldfarve…