Hvor mange ruiner kan man klare på en dag?

Hvor er det dog helt utrolig, hvad folk har af huse… I dag har vi set på tre af dem. Ved to af dem var vi ved at vende rundt i indkørslen og flygte, men det er jo så pinligt overfor mægleren. Man vil jo være flink. Man vil jo give det en chance. Derfor har vi nu set:

Det gule

Et stort pænt hus lidt udenfor Höllviken mod Räng. Rigtig fin have med mange frugttræer og udsigt til nogle får. Som ussel bybo bliver man helt varm indeni af at se på dem… prøv se, små fluffy ting på ben! Men så er der husets tilstand. I badeværelset løber der rust ned ad fliserne. I ovenetagen er en forhenværende teenager gået amok med oliekridtpå væggene – alt er bare overmalt. Der er hessian over ALT. Og huset er altså langt fra billigt… 3.500.000 SEK. Og SÅ skal man først i gang med renoveringen. Det orker vi ikke. Desuden har naboen meget synlig trampolin. Det går ikke.

Det med “orangeriet”

Beskrivelsen på nettet lyder godt. Huset er stor nok, ligger næsten lige ned til Øresund lidt nord for Høllviken og har et separat orangeri med havudsigt. Da vi når frem står der masser af lister, spande og tagrender lænt op ad indgangen. Ikke nogen lovende udsyn. I huset står der en dobbeltseng i stuen (sammen med sofaen og en kæmpe varmepumpe). Alle rum har fliser – men ingen af dem passer sammen (nu er mørkegrøn jo også en speciel farve…). Vi orker ikke at gå ovenpå og afslutter turen med et kig i “orangeriet”. Den viser sig at ligge lige ud til naboens indkørsel (hejsan!) og være uisoleret og med delvis grus på gulvet. Vi skrider uden overhovedet at have set mægleren!

Lastbilchauffeurens domicil

Lidt øst for Bara. Mere end 2/3 dele af husets have indtages af en kæmpe gruset indkørsel. Indeni er alt så slidt som det nu kan være. I badeværelset har man erstattet badekarret med vaskemaskine og tørretumbler og i stedet for sat en ad-hoc brusekabin op i bryggerset. Ovnen/køleskabet virker “visst nok sådan där”, men det anbefales bare at købe nyt. Det kan vi godt se. Det eneste positive vi kan finde på at sige er at “køkkenet jo er…. stort”. Mægleren virker skuffet men forstående. Hun prøver derefter gang på gang at gøre opmærksom på husets beliggenhed i nærheden af en cykelsti til Malmö (vist nok for at komme væk fra huset) og det “barnvenliga Bara”. Den stakkels kvinde aner jo ikke, at vi ikke har børn, og at en god dagis er ret ligemeget for os.

Øv, øv, øv. Vi tager hjem og spiser kinesisk.

Huset skal ikke sælges til den højestbydende

I slutningen af November havde vi så for første gang fundet vores drømmehus. Lidt udenfor Skegrie. Endnu en gennemrenoveret Skånelængde med fint luft og lys og ingen naboer. Alt var tip top fra gulve til loftslister. Men så var der lige det med, at bonden inde ved siden af godt kunne tænke sig at sælge noget jord fra. Eller nærmere – sådan som mægleren kendte til historien – at der var “mulighed for at købe jord”. Det ville vi ikke – vi skal jo ikke have hverken heste eller landbrug – og bød muntert løs, for det her var husET. Efter en god uges frem og tilbage, hvor vi blev budt ca. 150.000 SEK op, kom så meldingen om at vi var højestbydende. Dette udløste selvfølgelig en mindre fest. Men, hov, her ringer mægleren igen for at fortælle, at sælgeren alligevel vælger at sælge til næst-højestbydende, som også vil købe noget jord af bonden. Mægleren fortæller samtidigt, at hun har spurgt sælgeren, om et højere bud ville gøre en forskel. Det ville det ikke. Mægleren har det “hämskt”. Vi har det også “hämskt”. Efter et stykke tid med lommetørklæder og bandeord er vi blevet lidt klogere. Det kan være, der vandrer sorte penge et sted hen, når der er “mulighed for at købe jord”.