Endnu en weekend. Endnu en visning. Vi kører endnu en gang over broen og forsøger at få noget ud af dagen, selvom vi ikke har de store forhåbninger til huset. Først kører vi derfor i det værste regnvejr til Höganäs og køber lidt keramik. Nu mangler vi i hvert fald ikke længere store tekopper til hyggeaftener – bare et hus .-)
Altså tilbage i bilen og ned til et sted syd for Malmö og øst for Vellinge. Landskabet er kuperet og der står en del huse helt alene. Vi når frem til huset og kan allerede se udefra, at det er en mærkelig sag. Grunden er kæmpe, hele 7.500 kvm, men den er pæreformet og huset ligger helt op ved stilken – klods op ad to andre huse. Vi beslutter os alligevel for at gå indenfor, når nu vi er kommet hele den vej. I huset er der… en mand i en kedeldragt. Ikke ejeren, som viser sig til at være en plante-nørd af allerbedste facon (hele ovenetagen ligner en djungle – der er overvintrende planter over ALT – og hele køkkenentréen er knæhøj proppet til med stablede plantepotter). Manden i kedeldragten ser også på huset?!?! Ah. I udestuen ligger der en kæmpestor edderkop, 5 cm i diameter med benene. Heldigvis er den død, fordi det er svært at løbe hurtigt med blå overtræksposer af plastik over skoene. Ellers kendetegnes huset af ikke nogen dobbeltseng, men et tomt “soveværelse” uden møbler og en enkeltseng i en skunk-lignende aflukke et sted bag en skorsten. Meget mærkelig. Haven indeholder til gengæld et drivhusfundament, der er større end selve huset og hele to hønsehuse. Nårh.
Det blev vist nok heller ikke dét hus, vi skulle have. Held og lykke dog til manden med kedeldragten!









1 Svar til “Visning med mand i kedeldragt”