Nu hvor vi sidder og venter, kigger vi ivrigt på de huse, vi har set på eller på et tidspunkt havde diskuteret herhjemme. Noget skal man jo gøre for at få tiden til at gå.
I dag opdager vi så for eksempel, at huset med manden i kedeldragt nu er budt op med 500.000 SEK. Vi ryster forbavset på hovedet. Hvad sker der? Det var hverken køn eller i god stand eller har en særlig god beliggenhed. Vi kommer godt nok til at betale en million mere, men hvor får vi dog også meget for de penge!
Huset, som var den seriøse konkurrent til det hus, vi nu er ved at købe, er derimod solgt til udbudsprisen. Vi blev forleden dag ringet op af mægleren, som kun havde et bud og vi var de sidste, hun rigede til. Er det så klogt at sige “Ni kan jo bjuda 50.000 mere end dom andra”. Nej. Det er det ikke. Slet ikke, når vi i forvejen havde besluttet, at vi ikke vil bo i huset. Og hvorfor i alverden skulle man dog byde hele 50 tusind over??
Arkiv for februar 2007
Så var vi til andet møde med banken – meget opsat på at finde ud af, om de nu også vil financere købet. Det mener de stadig ikke, der bliver problemer med, men der er ikke noget på skrift inden de har set den endelige købskontrakt. Underligt, at hænge sådan i luften. Men fint nok. Altså.
Når man ikke normalt interesserer sig ret meget for det, der er mere indviklet end en lønkonto (og heller ikke forstår det – citat Nynne: “Hvordan kan det være, at man – uanset hvad man tjener – altid får 14.000 ud efter skat?”), så er det godt nok en udfordring, at tage stilling til de ting, der kommer op ved sådan et huskøb i Sverige.
Vil vi f.eks. have lånet i Sverige eller i Danmark? Ligger lånet i Sverige, skal der hver måned byttes penge, når vi får løn og overfører en del til lånebetaling. Der ligger altså en kursrisiko. Stiger den svenske krone mod den danske, bliver huslejen pludselig højere. Falder den svenske krone mod den danske, bliver den lavere. Ligger lånet i Danmark, skal der ikke byttes penge ved de månedlige betalering, men derimod en gang, når lånet oprettes og igen, når vi evt. sælger huset. Dvs. hvis den svenske krone til salgstidspunktet – altså laaaangt ud i fremtiden – er mindre værd end den er nu, så har man tabt penge.
Og så sidder man der og skal tage stilling til “hvornår vil i så helst have en kursrisiko”. Jamen. Det VED vi jo ikke. Det er som at spørge os, om vi kan forudsige den gennemsnitslige skostørrelse i norden i løbet af de næste 20 år – og om skoene så helst skal laves af ruskind eller gummi.
Det plejede Heikes gamle chef i Tyskland altid at råbe, når spændingen ikke længere var til at holde ud. Og nu – efter at have været til snak med sælgerne – har vi det nok meget på samme måde.
Da vi kom derover og blev hilst velkommen med kaffe og kage tænkte vi jo, at nu havde vi da altså bare hus… men så kom den anden byder på tale igen og at han også skulle have de informationer, som vi havde fået. Og at man først i morgen ville beslutte sig.
Så er man jo pludselig bare til skønhedskonkurrence, hvor et hvert forkert ord kan være udløseren for, at man alligevel ikke får huset. Skal man have børn? Er det rigtige svar “Ja, fordi de bare kommer til at elske haven”, eller “Nej, fordi de kommer til at smadre jeres vidunderlige trægulve”. Skal man have eget firma? Er det rigtige svar “Ja, fordi vi gerne vil udnytte værkstedet”, eller “Nej, fordi vi bare vil tilbringe al vores tid med at pleje haven”?
Man ved det jo IKKE. Så man sidder på soffan og får smilekrampe i kinderne og dør næsten af anspændning. Og så vil man gerne ryste sælgerne og råbe “SIG det nu!!!” op i hovedet ad dem.
Det er som at være på første besøg hos svigerforældrene! Specielt, når sælgerne nævner, at det at sælge huset er “som at sælge vores datter”. Men det er endnu værre, at man nu igen skal tilbringe en søvnløs nat i total “huset” tilstand, end hvis man bare fik at vide, at det nu alligevel ikke vil blive én, der får huset.
Sådan føles det i hvert fald. Det er næsten ufattelig, hvor lang tid der kan gå med dage hvor man vil have huset, byder på huset, tror man har huset, tror man alligevel ikke får huset, tror man nu dog får det osv. osv. osv. ad nauseam.
Efter aftalen med en forkontrakt var… aftalt, ringer mægleren guddødeme dagen efter og siger, at nu har sælgerne igen ombestemt sig: Der bliver først en fremvisning af huset med dem, så skal vi have besikningsförätteren ud (noget, der jo kommer til at koste os penge) og SÅ vil de gerne underskrive noget med os.
Dvs. vi skal nu i flere uger rende rundt og investere tid, tanker, søvnløse nætter i huset – uden nogen som helst sikkerhed for at vi også slutendelig FÅR det. Det er jo psykisk terrorisme, det er!
Nu skal vi altså til besiktning med sælgerne på tirsdag. Har vi hus? Vi aner det snart ikke.
Nu, hvor vi sådan nogenlunde er sikre på, at det bliver det her hus og ikke
et andet, går indretningsidéerne helt amok. Der er blevet klippet ud af
reklamer og indretningsmagasiner og der snakkes om placering af senge og
vægfarver. Og kan man mon have en hængekoje i udestuen? Og hvor kan vores lille beton-buddha stå?
Det nye køkken, som vi ønsker os, skal nok være hvidt – men hvad med
ovenetagen. Halvdelen af os to er pludselig skeptisk over for farver. Var
det måske fordi der på et tidspunkt blev nænvt noget, der indeholdt ordet
“lilla”. Men altså, jo ikke “lilla”-lilla, bare sådan lidt i meget lyse
nuancer…
Og hvad med udenfor. Må man mon male træværket i en anden farve end
skånsk-mørkerød? Eller er det at lave dansker-ghetto? Vi skal jo for søren
være velintegreret og alt det dér.
Dette er ikke en straffesparkskonkurrence
Udgivet februar 17, 2007 Mægleropførsel , Sælgeropførsel , Usikkerhed Leave a CommentEfter to dages venten kommer der en SMS fra mægleren, hvor han skriver, at
den anden kunde – som jo havde lagt et bud på 3.575 mio. tidligere – nu OGSÅ
har budt 3.7 mio. Men det KAN man jo ikke. Man kan jo ikke udligne. Man er
da nødt til at byde over!
Vi står altså i Netto i Nørre Nebel på vej til sommerhuset og undrer os over
den anden byder. Har de aldrig prøvet det her før? Hvordan kan man mene, at
det bare er fint nok at byde det samme som en anden?? Vi ringer til mægleren
og han siger, at han heller ikke forstår, hvad der foregår. Vi byder altså
3.725 mio. Bare sådan på en parkeringsplads i Nørre Nebel.
Og så får vi spændende 3 timer i sommerhuset i mørket på en forblæst klit.
Telefonen ringer bare hver halve time og fantasien slår kolbøtter. De byder
3.750 mio. Vi byder 3.775 mio. De byder 3.780 mio. Hov. Betyder det, de
snart holder op? Vi lægger 5.000 oveni – 3.785 mio. De byder 3.8 mio.
Hva’??? Nu er der alligevel større hop! vi siger 3.805 mio. Og… de trækker
sig!!!! Vi har vundet budrunden. Og damorna vil gerne sælge til os. Det
lader til at VI HAR HUS! Altså medmindre…
Nu skal vi til at underskrive en for-aftale på tirsdag kl. 14, hvor sælgerne
siger, at de gerne vil sælge til os, og hvor vi siger, at vi gerne vil købe
huset (under den forudsætning selvfølgelig, at vores bank – som jo stadig er
glædelig uvidende i sagen – siger ja til lige netop det her hus og at
besiktningsforrättaren ikke finder nogle alvorlige fejl i huset).
Det giver os så en dag til at snakke med banken. Kan det nås? Det må det
vel. Vi underskriver jo kun noget med forbehold for bankens accept.
Og så er det ude og finde en besiktningsforättare og se huset igennem. Og
hive fat i de her danske mæglere igen og sætte vores hus til salg.
Hold kæft, vi kom herude i sommerhuset for at slappe af… og nu kan vi
næsten ikke sidde stille.
Vi har budt 3,7 mio. Og nu ventet i 29 1/2 timer. Hvornår siger de noget?!?!?
Det er værre end at få eksamensresultater. Dér ved man i det mindste nogenlunde hvad man kan vente sig.
Så har vi fået at vide, at der ligger et bud på 3.6 mio SEK på skrummel-huset. Og det sagde sælgerne nej tak til.
Altså. Vi har råd til de 4 mio, de godt vil have for det. Vi gider bare ikke rigtig give 4 mio. I hvert fald ikke uden at have prøvet med noget mindre. Hvis det så ender med 4 mio alligevel, så er der egentlig også ok. Det betyder bare, at vi skal lægge en stor del af vores opsparing i renoveringen. Og det var ikke lige det, vi havde regnet med jo. Vi plejede jo at sige, at en af fordelene med at flytte til Sverige var, at det også var billigt. Det var ikke hovedgrunden til at vi vil flytte. Et sejt hus, en god beliggenhed, det var vigtigere.
Men kan vi vænne os til tanken, at drømmehuset alligevel ikke kommer i en pakkeløsning med en endnu bedre økonomi end vi har nu? Altså. Det lyder jo helt urimelig, når man ser på det på den måde. Vores økonomi er fint nu. Vi kan jo bare fortsætte.
Nu har vi skrevet til mæglerne for både det gennemrenoverede og lidt charmeløse hus og den gamle skrummel, at vi er interesserede. Vores store håb er, at den gamle skrummel kan fås til mindre end udbudsprisen. Den har jo for pokker ligget til salg siden oktober nu. Det er rigtig lang tid ift. alle andre hushandler vi er fulgt lidt med i. Til gengæld er sælgerne jo tilsyneladende lidt mere end ligeglade. Hvorfor ellers skulle vi vente mere end 3 uger på at vi måtte se på huset?
Men det ville nu hjælpe, at kunne finde ud af, om skrummlet virkelig koster 4 mio. Eller om de overhovedet gider at sælge til den pris. Det kan jo være, at de vil vente på et endnu højere bud, selvom man byder dem det, de efterspørger?!? Vi må have fat i ham mægleren, hvis ikke han svarer på emailen i løbet af i dag.
For hvis vi ikke kan få skrumlen, så må vi jo meget mere overveje det andet hus. Som jo nok bliver solgt rigtig, rigtig hurtig.
Vi har det bare som bager-pigerne i Normalerweize. “Ej, hvad gør vi?” “Hvad gør vi?” “Ej, hvad gør vi?” “Ring til Camilla!!!”. Men. Hvem er Camilla?








