Efter to dages venten kommer der en SMS fra mægleren, hvor han skriver, at
den anden kunde – som jo havde lagt et bud på 3.575 mio. tidligere – nu OGSÅ
har budt 3.7 mio. Men det KAN man jo ikke. Man kan jo ikke udligne. Man er
da nødt til at byde over!
Vi står altså i Netto i Nørre Nebel på vej til sommerhuset og undrer os over
den anden byder. Har de aldrig prøvet det her før? Hvordan kan man mene, at
det bare er fint nok at byde det samme som en anden?? Vi ringer til mægleren
og han siger, at han heller ikke forstår, hvad der foregår. Vi byder altså
3.725 mio. Bare sådan på en parkeringsplads i Nørre Nebel.
Og så får vi spændende 3 timer i sommerhuset i mørket på en forblæst klit.
Telefonen ringer bare hver halve time og fantasien slår kolbøtter. De byder
3.750 mio. Vi byder 3.775 mio. De byder 3.780 mio. Hov. Betyder det, de
snart holder op? Vi lægger 5.000 oveni – 3.785 mio. De byder 3.8 mio.
Hva’??? Nu er der alligevel større hop! vi siger 3.805 mio. Og… de trækker
sig!!!! Vi har vundet budrunden. Og damorna vil gerne sælge til os. Det
lader til at VI HAR HUS! Altså medmindre…
Nu skal vi til at underskrive en for-aftale på tirsdag kl. 14, hvor sælgerne
siger, at de gerne vil sælge til os, og hvor vi siger, at vi gerne vil købe
huset (under den forudsætning selvfølgelig, at vores bank – som jo stadig er
glædelig uvidende i sagen – siger ja til lige netop det her hus og at
besiktningsforrättaren ikke finder nogle alvorlige fejl i huset).
Det giver os så en dag til at snakke med banken. Kan det nås? Det må det
vel. Vi underskriver jo kun noget med forbehold for bankens accept.
Og så er det ude og finde en besiktningsforättare og se huset igennem. Og
hive fat i de her danske mæglere igen og sætte vores hus til salg.
Hold kæft, vi kom herude i sommerhuset for at slappe af… og nu kan vi
næsten ikke sidde stille.
0 Svar til “Dette er ikke en straffesparkskonkurrence”