Sådan føles det i hvert fald. Det er næsten ufattelig, hvor lang tid der kan gå med dage hvor man vil have huset, byder på huset, tror man har huset, tror man alligevel ikke får huset, tror man nu dog får det osv. osv. osv. ad nauseam.
Efter aftalen med en forkontrakt var… aftalt, ringer mægleren guddødeme dagen efter og siger, at nu har sælgerne igen ombestemt sig: Der bliver først en fremvisning af huset med dem, så skal vi have besikningsförätteren ud (noget, der jo kommer til at koste os penge) og SÅ vil de gerne underskrive noget med os.
Dvs. vi skal nu i flere uger rende rundt og investere tid, tanker, søvnløse nætter i huset – uden nogen som helst sikkerhed for at vi også slutendelig FÅR det. Det er jo psykisk terrorisme, det er!
Nu skal vi altså til besiktning med sælgerne på tirsdag. Har vi hus? Vi aner det snart ikke.
