Ich platze!

Det plejede Heikes gamle chef i Tyskland altid at råbe, når spændingen ikke længere var til at holde ud. Og nu – efter at have været til snak med sælgerne – har vi det nok meget på samme måde.
Da vi kom derover og blev hilst velkommen med kaffe og kage tænkte vi jo, at nu havde vi da altså bare hus… men så kom den anden byder på tale igen og at han også skulle have de informationer, som vi havde fået. Og at man først i morgen ville beslutte sig.
Så er man jo pludselig bare til skønhedskonkurrence, hvor et hvert forkert ord kan være udløseren for, at man alligevel ikke får huset. Skal man have børn? Er det rigtige svar “Ja, fordi de bare kommer til at elske haven”, eller “Nej, fordi de kommer til at smadre jeres vidunderlige trægulve”. Skal man have eget firma? Er det rigtige svar “Ja, fordi vi gerne vil udnytte værkstedet”, eller “Nej, fordi vi bare vil tilbringe al vores tid med at pleje haven”?
Man ved det jo IKKE. Så man sidder på soffan og får smilekrampe i kinderne og dør næsten af anspændning. Og så vil man gerne ryste sælgerne og råbe “SIG det nu!!!” op i hovedet ad dem.
Det er som at være på første besøg hos svigerforældrene! Specielt, når sælgerne nævner, at det at sælge huset er “som at sælge vores datter”. Men det er endnu værre, at man nu igen skal tilbringe en søvnløs nat i total “huset” tilstand, end hvis man bare fik at vide, at det nu alligevel ikke vil blive én, der får huset.