Og bunden falder ud af boligmarkedet. Igen.

Når man nu er blevet én af de mange tusinde Danskere, der prøver at sælge deres hus, følger man til at begynde med meget med i alt det, der bliver skrevet om hussalg og huspriser og liggetider og afslag. Hvor er det bare pirrende. Det går op, det går ned, det laver en kolbøtte og vrikker med ørene. Og så når man faktisk dertil, hvor man bare har fået nok.

Fordi…
…der er i de seneste ca. 20 aviser, som Erik og Heike har læst søndag morgen herhjemme er blevet citeret uendelig mange statistikker, der viser at voldsom store prisfald bare ligger liiiige rundt om hjørnet. Man bliver bleg. Ens lille hjerte banker. Man tror, det aldrig kommer til at gå etc. etc.
…der har været ca. lige så mange velfunderede artikler – baseret på det samme talmateriale -, der viser, at det ikke kommer til at ske (i lige så mange aviser, som Erik og Heike har læst). Man får det godt. Søndag-morgen-ægget smager super. Man tror at der findes en gud etc. etc.
… fordi der råbes højt og højere på adskillige debatfora om hvor skidt det dog går. Det går så skidt, at man ikke skulle tro nogen nogensinde kom til at sælge sit hus igen. Søndag-morgen-ægget bliver pludselig helt tør og kan kun med besvær synkes. Mest fordi man bliver så irriteret på det 1001ste gang man ser sætninger som “Alle dem, der køber hus nu er store fjolser!!!!!!”. Uden begrundelse eller formål. Bare at have sagt det må være så godt.
…hele tillæg fyldes men én og samme journalists artikler om optur/nedtur (vi kom op på hele 7 artikler i Berlingerens boligtillæg en skøn søndag – allesammen skrevet af samme dommedagsprofet). Man funderer over hvor de afbalancerede og objektive meninger er blevet af, mens søndag-morgen-ægge-skeen holdes tøvende ud i luften.
…selv ejendomsmæglerne – altså dem, der i årevis har levet af at prissætte og sælge boliger – aner ikke hvad der sker. Det siger de selv. De to mæglere, vi spurgte om en pris på vores hus lå en kvart million (!!!) fra hinanden. Man vil gerne ringe til Camilla og bede om en forklaring på, hvad der er op og ned. Hvis bare man havde hendes nummer. Og hvis ikke man først skulle spise det her søndag-morgen-æg færdig.

Og endelig gider man jo bare ikke blive kørt op over det længere. Man sidder her og er til salg. Der er folk, der ser på huset. Der er nok nogen, der vil købe det på et tidspunkt.
Hvis nu bare vor kære journalist-venner kunne finde noget mere spændende at skrive om end huspriser. Erik og Heike – kernemålgruppen for artikel vedrørende hussalg – falder jo ellers i søvn over deres søndag-morgen-æg!

Midlife-crisis på fire hjul

Den første reaktion af alle, man fortæller, at man skal flytte til Sverige er: “Ej, så skal i da have en fed bil!” Og det lyder jo allerede lidt mærkeligt, hørt med Heikes kvindelige, tyske og ikke-afgiftsbelastede øre. Når man er vant til ikke at skulle betale 180% afgift, går der bare lidt mindre selvsving i det, når man så skal til at have ny bil uden afgift i Sverige. Det er lidt mere behovene, man har i tankerne, end ordene “bare fordi vi kan”.
Men stadigvæk. Man finder sig trods alt midt i den lokale VW forhandlers udstilling og tager sig selv i at tænke “Nå, men Passaten er da nu også en meget fin bil”. Selvom man slet ikke har nogen gigantisk barnevogn, der skal læsses på, eller planer om at få 4 unger – eller en mellemstor vognmandsvirksomhed – sådan lige umiddelbart.
Kærestemanden drømmer dog stadigvæk om en cabriolet og det er svært at overbevise ham, at det først er når han bliver 45 og pandehåret begynder at tynde ud, at an skal have en mobil midlife-crisis. Efter flere weekender med besøg hos forskellige bilforhandlere må vi nemlig konstatere, at der er nogle modeller, som køres udelukkende af nogle helt bestemte typer mennesker. Således er cabrioleter desværre forbeholdt 25-årige ejendomsmægler-typer med blonderet hår og alt for mange besøg i solstudio – eller netop mænd midt i midlife-crisis, som rigtig skal vise frem, hvad potentielle unge duller kan forvente af rigdom, hvis nu det altså var de gad at vende sig rundt efter ham med de grå tindinger og den begyndende ølmave.

Bygningssagkyndige… Eller ikke helt så sagkyndige

Der er nu sket så meget, at ejendomsmæglerne endelig har fået rettet teksten på hjemmesiden (de skulle holdes i hånden hele vejen, ad flere omgange) og den ukendte hems, som man pludselig var blevet enig om, at vi havde, er også fjernet. Det er jo en slags succes. Men tiltroen til deres evner er fortsat noget flosset.

Derudover er der blevet lavet en tilstandsrapport på vores villa. Godt nok med et par eklatante brølere fra den bygningssagkyndiges side. Bl.a. er puds og vand fra netop overstået murerarbejde, hvor vi fik indsat et sprit nyt vindue, blevet til en K3’er. Ak ja, og da den bygningssagkyndige, som vi havde fået stillet til rådighed, var kørt helt fra Nordjylland til København for opgaven, har han ikke lige udvist den store vilje til at komme forbi igen og se på sine fejl…

Så et helt gratis råd herfra: Pas på med Bolius.dk. Deres slogan, ”Vi formidler pålidelig og ajourført viden og kan rådgive dig personligt om din ejerbolig”, er nok en anelse mere salgsgas end kernen i deres forretningsstrategi.

En anden lille krølle på halen: Da Barry Persson – den bygningssagkyndige, vi havde ved købet i Sverige – hørte, at vi skulle have lavet tilstandsrapport på vores nuværende villa i København, slog han næsten korsets tegn og spyttede sig tre gange over skulderen. For som han sagde: De er de værste amatører i verden og sjældent pengene værd. *Argh* Endnu en gang fik den gode Barry ret.

Heldigvis har påsken været god ved os. Der har været en del fremvisninger og et par, der er meget interesserede. Så vi kan være optimistiske.

Aflever hjernen her

Efter nu knap under to uger med vores hus på mæglerens website må vi konstatere, at det i hvert fald ikke er retskrivning eller korrekthed, man går op i hos dem.
Vi måtte nemlig nu for 8. (!!) gang ringe til dem og forklare, at vores hus altså stadigvæk ikke har en hems (vi har en 1. sal, ikke en hems. Det er ikke det samme. Lige så lidt som en balkon er det samme som en terasse. Det er de sjovt nok helt enige i.).
Desuden er der – utroligt, men sandt – stadig fejl i teksten. Det hedder nu engang ikke “disponiblerum” i et ord. Og “På 1. sal der to gode værelser”. Denne sætning er ikke dansk. Der mangler et verbum. Uanset, om man ved, hvad det så er, kan man ikke sige “Der en hund”. Der hvad en hund? Der gøer en hund? Der hopper en hund? Der ER en hund???? Hvad, for fanden – det giver ikke mening! Kom nu, I får 130.000 gode danske kroner for det her… Argh!
Det er helt utroligt, hvor dårlig man kan være til at skrive, når man samtidigt mener, at man er god til markedsføring. Vi håber nu sandelig, at man er bedre til at sælge end til at stave! Ellers står det godt nok skidt til iden danske mæglerbranche.