Efter endelig at have solgt solgt huset, bliver det jo nu tid til at mødes med banken igen og få hele det nyt lån og kontovæsen på plads. Det er dog nogle mærkelige oplevelser, som man får, som tidligere kunde til yderst ukoordinerede (Amagerbanken: “Hej, jeg vil lige høre, om du vil høre noget om vores muligheder for at tage lån i friværdien” – “Øhh, jeg HAR fortalt jer, at vi er ved at sælge huset, ikke osse?”) eller uinteresserede (Nykredit: “Vores netbank virker fremover kun med Windows. Sådan er det bare.”) banker. Nu har vi i forbindelse med købet jo skiftet vores forskellige banker (det moderne bymenneske har jo flere, fordi man både prøver at udnytte de høje renter på Morsø, men alligevel ønsker at have hæveautomater lidt tættere på end Nordjylland) ud med Nordea. Og de har indtil videre da også været meget gode til at hjælpe os mht. al de spørgsmål, som man som finansiell amatør ikke lige selv tænker på. Men.
Men… i sidste uge var det dog tæt ved at være for meget. Vores personlige bankrådgiver Tom er nemlig efterhånden blevet en del mere personlig end vi sådan umiddelbart synes, vi vil være med til. Ikke nok med at manden ringer i tide og utide og begynder enhver samtale med “Hej, det er Tom!!” (Tom hvem? Jeg kender ingen Tom? Nårh… Tom-bank-Tom). Ikke nok med at han oven i købet tager en yderst livlig interesse i vores liv (”Gik det godt med det nye job?”). Han har også stillet op med så grænseoverskridende kommentarer som (til Heike om Erik): “Din kæreste er jo en slyngel!”. Hva’behar?!? Vi taler altså om vores bankrådgiver. Ikke vores lidt betuttede tante, som vil inviteres til søndags-kaffen! Hvad er det dog, der sker for manden??
Så nu må vi heller lægge en strategi for, hvordan mødet på tirsdag kan lykkedes uden at han prøver at give os et knus, når vi kommer ind ad døren.
0 Svar til ““Din kæreste er jo en slyngel””