Der kan egentlig ikke siges ret meget godt om os danskeres moral. Den er næsten lige så dobbelt som amerikanernes har ry for at være. Prøv fx at gå en tur ned ad vores vej - eller en tilsvarende hyggelig villavej – på Amager en weekend i foråret. Fremmede håndværkerbiler holder i kø. Der bankes, saves og rumsteres i haverne; der er i den grad gang i den sorte økonomi.
Well, det med DK er jo for os snart et overstået kapitel. Vi er jo på vej hinsidans.
Vi overtager det nye hus om en god uges tid. Men inden vi kan flytte vores habengut, skal der lige males. Vi har for lang tid siden besluttet ikke at gøre det selv. Vi er dovne, og der skal prof’er til fadet. Derfor havde vi inviteret en skånsk maler, som vi havde fået anbefalet. Han kom, så, vurderede og gik igen. Ville lige tygge på det og ringe tilbage med en pris. Ok, fair nok.
Tre uger senere ringer han. “Jeg skal have 65.000 SEK for opgaven, men de skal altså falde kontant.” Aha, det med moms var ikke lige hans stil. Vi spiller naive og spørger, om ikke bare vi kan betale momsen? “Så er jeg ikke interesseret”, kom det prompte.
Han fik så besked på, at det var ‘our way or the highway’, så vi stod pludselig igen uden maler. Og uret tikkede jo med en overtagelse, der nærmede sig. Eniro i Sverige viste sig at være løsningen (hvem skulle egentlig havde gættet det?). Her har man nemlig en fantastisk lille service, hvor man på hjemmesiden kan slå en faggruppe op og sortere på antal anmeldelser/stjerner fra kunderne. Glimrende. Vi fandt det malerfirma med flest stjerner/gode anmeldelser i Malmö. Fik hurtigt en aftale i stand, og i dag fik vi så prisen: 49.000 SEK inkl. moms. Hvem fanden vil så have lavet sort arbejde?? Vi gør det hvidt – og sparer 16k. Super.
PS. Inden undertegnede bliver alt for hellig, og du, kære læseren, tænker, sikke et frelst røvhul, kan jeg afsløre, at jeg en gang fik slamsuget sort. Godt nok ved et uheld, men alligevel. Og så tror jeg osse, at jeg har kødt ret mange sorte pizzaer her i CPH efterhånden. Og det generer mig egentlig ikke, hvis de er med rigtig ost og en god italiensk pølse. Hvem sagde dobeltmoral?
Hejsan.
Hels og lykke i det svenske – de kan jo det der med moral, hvilket jeres beretning jo illustrerer fint. Dobbeltmoral.
Det er jo alligevel ikke så nemt at blive enige om at sort arbejde er umoralsk. Kritikken lyder jo at pengene som man derved unddrager fællesskabet skulle være ens egen del af betaling for goder; men man finder det i orden at unddrage fællesskabet egen del af betaling for sine egne børns skolegang eller egen hospitaltsindlæggelse eller hvad…
Den fremstilling kan vi alle følge; men til fordel for sort arbejde kan man sige at det er ganske og aldeles urimeligt at vi har et skattetryk som vi har. Den bedste kur mod sort arbejde ville være at have et skattetryk i en størrelsesorden så INGEN fandt det umagen værd at snyde.
En anden måde at gå imod sort arbejde og dog beholde skattetrykket som det er vil være for alle skattebetalere at oprette et barometer hvor man kan se hvor meget man får ud af sine skattepenge. Altså en ‘vidensbank’ om hvoormeget af fællesskabets goder man faktisk drager nytte af og en opgørelse af hvad det faktisk er værd i kroner og ører.
Dette barometer er ikke kun til opbyggelse og orientering, for det skal have betydning for skatteborgernes betaling: Jo mere de gør brug af fælleskabets goder, jo mindre skal de betale i skat. – Se den tanke er jo ikke så skør som den lyder, for sådan er det jo allerede: Børn og gamle mennesker koster os mange penge men de skæpper ikke i kassen. Det nye i min tanke er at gøre skattebetaling til et moralsk forhold, snarere end et pekuniært.
Ja, så meget om sort arbejde og en eventuel måde at komme det lidt til livs samtidig med at vi beholder det høje skattetryk og de mange fælles goder. At gøre skat til et moralsk spørgsmål.