Nu kan de komme

Efter endnu en weekends knoklen ligner huset efterhånden noget, man kan flytte ind i. Altså lige bortset fra katastrofe-området lige inden for oveddøren. Gangen og badeværelset nedenunder ligner stadigvæk noget…. noget. Men ellers. 4 dage indtil flyttebilen kommer.

Køkkenet mangler nu kun bordpladerne og en elektriker, der vil sætte vores kogeplade/ovn op.

Og ovenpå mangler der sådan set kun maling i det værelse, der nu ikke er med i følgende billede. Derinde er der stadigvæk grusom orange. Men vi kigger bare den anden vej.

I haven pynter bjerget af det, vi har smidt ud. Det fylder en hel carport.

Så vi må heller gå i en anden del af haven, hvor der er lidt kønnere…

Den store pakkedag

Vi har haft lang tid til at forberede os på, at vi flytter. En hel måned med to huse og masser af tid til at rette op på de ting, vi nødig vil overtage fra de tidligere ejere. Fint nok. Men nu nærmer flyttedagen sig, og det er på høje tid at få lagt vores liv i kasser.

130 flyttekasser har vi fået leveret. Og en seddel med alle rum ligger på køkkenbordet. Nu skal vi i gang.

Set lidt oppe fra er det vel ret sjovt på den måde at skulle tage hver eneste ting i ens liv op, holde den i hånden, huske den – og så gemme den væk i en kasse for at fragte den over sundet til et nyt sted. Det må give overblik og anledning til at gøre status – eller i det mindst lidt mellemregninger – for flytninger markerer vel en slags afslutning på et kapitel i tilværelsen.

Alt det troede undertegnede i sin håbløse naivitet tirsdag eftermiddag, hvor det blev tid til at komme i gang. Men nu ved jeg, at flytning først og fremmest er hårdt arbejde tilsat stress og en stram deadline. Så mens strategien inden kasserne kom var at bruge lejligheden til at reflektere og ‘gøre status’, handler det nu om at pakke i en fart og komme ud. Ikke mindst fordi vi er så mentalt ‘out of here’, at det slet ikke kan gå hurtigt nok.

Hvem ved, måske bliver der tid til reflektion, når kasserne skal pakkes ud igen, og vi endelig er ankommet til det sted, hvor vi helst vil være?

Sveriges mange glæder – og irritationer

Vi har berettet meget om alle glæderne ved Sverige og svensken. Pladsen, frisindet, den friske luft. Tænk, et helt land uden Anders, Pia, Bertel, Jesper, Søren og hvad de ellers hedder alle sammen. Men der er naturligvis også irritationer – små godt nok, men alligevel irritationer.

Vi kender problematikken med CPR-nummeret. Hvad kan man, hvis man ikke har det famøse nummer? Ikke ret meget. Og så er der jo det med bilerne. Vi solgte som bekendt Audi’en for at hive lidt penge ud af den. Den ville jo være værdiløs i Sverige, så heller skyde den af her og bestille en ny bil ‘over there’. En hver ung mand på Amager vil sælge sin mor for at få fingre i en sølvmetallic A3, så det gik glat.

Men nu melder problemerne sig i midlertid. Vi har jo ikke fået den nye bil endnu (ikke flyttet endnu=har ikke noget CPR-nummer=kan ikke få bil forsikret=kan ikke få bil). Sverige er et stort land, hvor alt er større. Og når man sætter hus i stand, også selvom man lader fagfolk om det væsentligste, så skal der køres i byggemarked. Glem her alt om Silvan og Jem&Fix. Tænk i Bauhaus i Glostrup – og gang det så med 2-3 stykker, så ved du, hvor stort et byggemarked i Skåne er. Vores favorit pt. hedder Hornbach – og det er en fænomenal butik (skal du fx have ny slagboremaskine, så er der en stor støbt betonblok, du lige kan prøve modellerne af i, inden du bestemmer dig).

Men ingen Audi efterlader os med en Smart til hjemtransport. Og med alle de muligheder, denne butik tilbyder akademikeren med en gør-det-selv-djævel i maven, er den bil simpelthen ikke stor nok. Undertegnede ender altid på den overdimensionerede p-plads med fuksvans i hånden savende i nye paneler eller lister, så de kan være i bilen – og sættes sammen igen, når de når slutdestinationen, pt. køkkenet. Jeg glæder mig allerede til at køre en ny dørkarm hjem, der er 2,6 m. lang, mens de gode mennesker hos Mercedes insisterer på, at en Smarts ca. 2 m. førerkabine er mere end nok.

Vi elsker Kumlins måleri

Efter nu to uger med en mand fra Kumlins måleri gående i vores nye hus, vil vi bare lige sige, at vi gerne vil reklamere lidt for firmaet. Det lader til, at vi – efter Tonny Jensen VVS på Amager, som gentagne gange har reddet os fra oversvømmelser og rørbrud – endnu en gang har fundet vores drømmehåndværker. Man kommer til tiden, man giver hvide tilbud, man laver et super stykke arbejde. Og alt kører bare på skinner. Derfor herfra endnu en gang held og lykke til vores anden maler ven, som ikke en gang gad give os et hvidt tilbud – og som oven i købet var 16.000 SEK dyrere end Kumlins. Tillykke med din business model!

Her er lige en før-/efter-sammenligning fra stuen. Vi er helt solgte.

Køkkenkvaler

Efter en forlænget weekend, hvor vi havde taget mandag og tirsdag fri, er køkkenet så efterhånden kommet op og stå. Vi mangler stadig at tage folien af nogle dele – fordi nej, vores køkken skal ikke være neon-lyseblåt – og vi venter også stadig på bordpladen og vasken. Men ellers…

Ellers mangler vi en ovn, fordi Ikea har besluttet sig, at der er kommet ny katalog, og at den ovn, vi havde bestilt, nu alligevel ikke findes længere. Så ind på tretti.se og bestille en anden. Troede vi. Men det kan man selvfølgelig ikke, når man ikke har svensk personnummer endnu. Ingen aner hvorfor. Ingen forstår det. Men udlændinge må åbenbart ikke bestille hårde hvidevarer til deres sommerhus. Hvor besværligt kan det være? Meget besværligt.

Og så er der jo også stadig en emhætte (svensk: fläkt), som vi nu igen venter på. Fordi manden i Ikea havde korrekt noteret det, der stod på vores bestillingsliste – nemlig at den skulle være hvid. Ligesom resten af køkkenet. Men så blev bestillingen jo videregivet til en dame, som så skulle taste den ind i systemet. Og hun bestluttede jo så i sin uendelige tanketunghed, at emhætten til det helt hvide køkken da helt sikkert skulle være…. antracitfarvet. Jada. Sort. Det er da helt oplagt, at det nok var det vi ville have. Så helt frem med sæderne i mikro-bilen, ind med fläkten og tilbage til Ikea. Hvor det så viser sig, at der er en uges leveringstid på det, vi egentlig ville har haft. Nå.

Vi må kontemplere en dejlig solnedgang for at falde lidt til ro igen.

1,246 tons køkken

Efter tre dages montering af gulvet er køkkenet nu klar til, at vi kan få nogle skabe ind. Og skabe fik vi sandelig også. I går kom der to – i betragtning af hvor lummert det var – utrolig friske og veloplagte fyre i en lastbil, som åbnede bagsmækken, pegede på et bjerg af kasser og sagde: “Det hele er til jer. Og i øvrigt er lastbilen overlæsset”. Hvorefter de gav sig til at slæbe det hele ind i værkstedet. Som nu er fyldt helt op.

Det største chok kom dog først, da vi sad med leveringslisterne for at tjekke, om alt var der. Lige nederst på papirene stod der nemlig vægten på hele leverancen. Og det var ikke mindre end 1,246 tons!! Kan vores gulve egentlig bære så meget? Kan VI bære så meget? Det hele skal jo fra værkstedet ind i huset – og samles.

Vi har aldrig set så mange pakker på et sted før, well, måske i IKEAs højlager…

Fremad Fjollerup!

Efter vores første weekend med huset er det klart: Det går ikke længere baglæns, det går fremad! Vi har lukket døren til soveværelset, vi har malet, vi har fjernet en masse tapet i soveværelset, og vi er endda i gang med at lægge køkkengulvet. Vi er med andre ord klar til, at maleren kan komme (i morgen), og at Ikea kan levere køkkenet (i overmorgen).

Meget sjovt, at komme i gang med at læse brugsanvisningen til det norske gulv. Dansk og norsk bliver bare lagt sammen til det ene sprog, som er med i anvisningen. Og der kan man så læse så fine ting, som at man skal skubbe hvert bræt ind, til man hører et “knepp”. Nejtak altså. Det vil vi da helst være fri for!

Og selvfølgelig har vi da nu også lavet vores første *dadaaaa* brøler. Nemlig noget med at købe en hel masse aluminiumsplader til at sætte mellem under- og overskabene. Aluminiumsplader, som vi troede, var overfladebehandlet, så de ikke ville ruste. Men nej. Det var de jo ikke. Allerede efter opsætningen af pladerne havde de pyntelige sorte pletter over ALT. Så det skal ned igen. Og der skal fås ædelstålplader af en smed.

I mellemtiden sidder vi så lige i poolen. Nej. Altså. Vi skal jo lægge mere gulv i aften .-)

Det bliver værre før det bliver bedre

Efter mødet i banken gik vi så energisk i gang med at destruere vores køkken noget mere. På nuværende tidspunkt har vi så ingen gulv længere, alle møbler er væk, alle fliser er væk, og dørkarmen ind til soveværelset er også kommet ned (sammen med en hel del puts).

En af de ubehagelige opdagelser var desværre, at fliselim på spånplade holder nogenlunde lige så godt som super-duper astro-lim på austronaut-fingre (eller noget). I hvert fald er det tæt på umuligt at banke fliselimen ned fra væggene. Og hvis man får den banket ned, så kommer halvdelen af spånpladen desværre straks med ned. Hvilket jo så gør det umuligt at spakle ud, så man senere hen gider at kigge på det. I hvert fald umuligt for os.

Og det gjorde jo så, at vi kom ind på en diskussion om bakse-løsninger. Er det f.eks. en bakse løsning, når man bare sætter nogle edelstål plader hen over fliselimen (som man i øvrigt alligevel ville have haft på den ene af de to vægge)? Er det bakset, hvis man ikke gider at gøre noget ved gulv-”bunken”, når nu den alligevel kommer til at ligge under et køkkenskab bag en sokkelliste? Kort sagt, er det baks, når man ikke kan tage alle møbler ud af rummet og stadig kun se glatte fine vægge og gulv?

Altså. Der må være en grænse for hvor langt man gider at gå. Det er jo en fin indikator, at de håndvækere, der tydeligvis havde lagt det gulv, vi lige har revet ud, ikke gad gøre noget ved gulv-”bunken” – så skal vi vel heller ikke.

Køkkenet ser jo slem nok ud, som det er. Vi må heller komme i gang med at lægge gulv, så vi kan få en successoplevelse.

Överlåtelsesdagen

Så var den endelig, endelig kommet. Dagen, hvor vi skulle få nøglerne til vores nye hus. Dagen, hvor damorna ikke længere skulle bestemme over noget som helst. Dagen, hvor huset blev vores.

Vi troppede altså trofast op i vores svenske bank, hvor man mødes med mægler og sælger, når man køber hus i Sverige. Dér sad selvfølgelig allerede to fuldstændig opkørte sælger-damer. Som blev ved med at ønske os tillykke med huset. Jatak. Men nu har vi altså også ventet længe nok.

Lidt efter blev vi så budt indenfor i mødelokalet. Men vi manglede jo mægleren. Og manglede mægleren.

20 minutter efter vi allesammen skulle have været der, sejlede der så en ukendt plus 60 dame i lokalet og sagde, at det var hende, der godt nok overhovedet ikke var sat ind i sagen, men at sælgerens mægler ikke kunne komme og at det derfor blev hende, der skulle stå for handlen. Ingen undskyldning for forsinkelsen. Til gengæle masser af guldkæder, lakerede negle og solbrændt hud.

Så udvekslede vi papirer og underskrev 100 gange, så at bankmanden kunne komme i gang med at overføre købesummen fra os til sælgerne. Det tog noget tid, hvor han forlod lokalet og skulle fakse til Nordea centralen i Stockholm. Alt imens sælgerne og den mystiske mægler bare med det samme formede en glad plus 60′er kaffeklub. Der blev bare power-snakket om alt lige fra ferie i Spanien (som jo var blevet for dyrt) og gamle IKEA-møbler (som jo var for ringe). Alt imens vi bare sad og ville ud af lokalet. I en time.

 Men så var alt overstået og vi bare fræste af sted ud til huset, hvor vi stilte de første spæde ting på plads (minimumskomfort – en tandbørste, et håndklæde, en gæsteseng og noget arbejdstøj).  

Endelig. Huset er vores!!!