Så var den endelig, endelig kommet. Dagen, hvor vi skulle få nøglerne til vores nye hus. Dagen, hvor damorna ikke længere skulle bestemme over noget som helst. Dagen, hvor huset blev vores.
Vi troppede altså trofast op i vores svenske bank, hvor man mødes med mægler og sælger, når man køber hus i Sverige. Dér sad selvfølgelig allerede to fuldstændig opkørte sælger-damer. Som blev ved med at ønske os tillykke med huset. Jatak. Men nu har vi altså også ventet længe nok.
Lidt efter blev vi så budt indenfor i mødelokalet. Men vi manglede jo mægleren. Og manglede mægleren.
20 minutter efter vi allesammen skulle have været der, sejlede der så en ukendt plus 60 dame i lokalet og sagde, at det var hende, der godt nok overhovedet ikke var sat ind i sagen, men at sælgerens mægler ikke kunne komme og at det derfor blev hende, der skulle stå for handlen. Ingen undskyldning for forsinkelsen. Til gengæle masser af guldkæder, lakerede negle og solbrændt hud.
Så udvekslede vi papirer og underskrev 100 gange, så at bankmanden kunne komme i gang med at overføre købesummen fra os til sælgerne. Det tog noget tid, hvor han forlod lokalet og skulle fakse til Nordea centralen i Stockholm. Alt imens sælgerne og den mystiske mægler bare med det samme formede en glad plus 60′er kaffeklub. Der blev bare power-snakket om alt lige fra ferie i Spanien (som jo var blevet for dyrt) og gamle IKEA-møbler (som jo var for ringe). Alt imens vi bare sad og ville ud af lokalet. I en time.
Men så var alt overstået og vi bare fræste af sted ud til huset, hvor vi stilte de første spæde ting på plads (minimumskomfort – en tandbørste, et håndklæde, en gæsteseng og noget arbejdstøj).
Endelig. Huset er vores!!!
