Tog til tiden

Ja, det er en trick-overskrift, der skal få dig, kære læser, til at læse videre…

Fredag. Hård dag på kontoret med mange busy journalister, der rykker i mig lige inden deres deadline og min weekend. Kigger på uret, kan lige nå toget hjem fra Ørestad st. Men ak, www.bane.dk melder om 14 min. forsinkelse. Ok. Så kan man jo tage det roligt. Når stationen, god tid – og intet sker i de næste 45 min. Det vil sige, jo, jeg og mine medpassagerer er vidner til flere gennemkørende tog og højtalerudkald om, at alle skærme er ude af drift, så man skal bruge højtalerudkaldene til at orientere sig. Men nærmere Øresund kommer vi ikke.

Så er det man tænker. Hvorfor er der ikke en venlig sjæl hos Bane Danmark, der lige bruger 2 min. på at sige, at der – igen i dag – er koks i togdriften, og at næste tog kommer kl. xx.xx.  Eller en DSB-mand, der får ordre på at forlade sin kaffestue og svinger ned forbi perronen og fortælle de stakkels pendlere, der betaler 1.400 om måneden for fornøjelsen, at den er helt gal.

Og er der ikke noget med, at side 1 i Lærebog for togoperatører siger, at en sur forsinket kunde, er ham, der IKKE VED hvad der sker, mens en mindre sur forsinket kunde, er ham der VED, hvad der sker. Side 2 handler som om at få så mange af den sidste gruppe som muligt, når nu driften ikke kan forbedres af hverken DSB eller Bane Danmark.

Men ak. Resultatet af den slags oplevelser er jo, at vi i morgen er én togpendler mindre på Ørestad st. men derimod én bilpendler mere på vejen. Og det bliver så ved, indtil Øresundsbron ligner Motorring 3.

Moralen er: Man skal ikke være Bjørn Lomborg for at regne ud, at det samfundsøkonomisk var en dårlig forretning, at Bane Danmarks ansatte den dag ikke gad trykke på knappen og fortælle os andre, hvad der var galt og give et hint om, hvornår vi måske kunne komme hjem…

Ta’ på loppis!

Vi vil bare gerne lige sige, at Erikshjälpens second hand butikker er helt vildt fantastiske for to Københavnere på udkig efter betalbar gammel ragelse, der ikke handles, som om det var rå guld. Trætte af prisniveauet på diverse loppemarkeder i Forum og Bella Center kan man her virkelig finde noget, der duer fint nok, men ikke koster en milliard, bare fordi det antikt (læs “mere end 10 år gammelt”).

Her er vores nye fine skrivebord, købt til 450 svenske kroner. Det ser ok ud, synes vi .-)

Projekt-weekend, men intet ID-kort til nysvenskerne

Denne weekend med fantastisk september-vejr blev tilbragt med megen kørsel op og ned ad små gader både i Lund og Malmö for at komme lidt videre med husets manglende dele. Man bliver næsten rundtosset, af hvad der nu skal ske først: Brændeovn, varmepumpe, et tæppe eller to, et arbejdsbord etc. Hvorefter man finder nogle butikker, der forhandler et eller flere af samme og høvler af sted.

…Og finder sig 45 minutter senere på lige nøjagtig den plet i Lund, hvor man først kørte ind i byen. Fordi man i Lund ALDRIG må svinge til venstre. Der køres rundt om byen i højresving efter højresving, mens venstre side er verboten. Lidt skidt, når nu man kan se, at man på den måde er kørt forbi lige netop den butik, man gerne vil have besøgt for 30 minutter siden, 5 gange og i mindre end 100 meters afstand. Hvilket så fører til, at man frustreret smider bilen i den næste bedste parkeringskælder og selvfølgelig ender med at købe en vidunderlig genbrugsstol i butikken, som så skal slæbes på hovedet på tværs af Lunds midtby. Ikke, at der er noget galt med stolen. Den er blevet rigtig pæn efter en lille udskiftning af super-mørt sædestof.

Også i den anden del af ovenetagen – rundt omkring TV-monstret – blev der etableret lidt pynt. Hjemmelavet space invaders klistermærke kunst.

Fredag aften var dog noget mindre successfyldt. Vi havde slæbt vores stakkels veninde Christina, som var mega-forkølet ned i vores bank, for at søge om det næsten mytiske svenske ID-kort. Normalt skal man efter fornyelig indførte regler være i nær familie med en svensker, der bevidner, at man er en selv. Men Nordea svarede på spørgsmålet, om det også var sådan hos dem, at det bare var nok med en “almindelig” svensker. Så ind i bilen med personnummerbevis, pas, bankkort, sygesikringsbevis og svensk veninde. For så at vide, at beskeden var forkert. Man skal være mor/bror etc. til svenskeren, ellers nix ID-kort. Eller: Udlændinge, glem det med ID-kortet. For selv om jeg skaffer min mor herop, så er hun jo stadig tysker og kan dermed ikke være min vidne. Måske, hvis jeg nu fik et barn i sverige, som jo så blev svensker. Så skulle jeg bare vente til barnet blev 18, og så kunne jeg nok gå ned i banken igen og få kortet.

Og ikke nok med det… Man kan godt bytte sit EU kørekort til et svensk, som så gælder som legitimation på samme måde som en svensk mor ville gøre. MEN: For at bytte kortet, skal det originale kørekort sendes ind. Og sagsbehandlingstiden er fra 2 uger og opefter. Betaler myndigheden så mine taxaregninger i mellemtiden, eller hur?

Grotesk. Grotesk. Grotesk.

Vi bruger altså nu videre vores EU kørekort, hver gang vi skal vise legitimation (som i øvrigt er hver gang man bruger sit kreditkort i Sverige – altså HVER gang man betaler noget i en butik). Og så glor vi uforstående på ekspedienterne, som aldrig har set sådan en underlig pink lap før. Det er jo ikke vores skyld, vi ikke kan få noget andet at vise.

Pendler med stort P

Så er den nye, store, “billige” bil på plads i carporten. En god fornemmelse at drøne afsted med 7 airbags, masser af passiv sikkerhed, et minimum af disel-udslip pga. partikelfilter og miljørigtigt automatgear, der reducerer CO2-belastningen. Så hvis undertegnede skal være helt ærlig, så kører VW’en endnu bedre end forventet. Også selvom den forgænger var en Audi…

Men hvor ville det altså bare være fedt, hvis man kunne sige det samme om DSB. Men ak. Vi ankommer hver morgen til Ørestad station, hvorfra den bedre halvdel skal videre med tog. Metroens 98,5 procent rettidige afgange kan i den forbindelse ikke bruges til ret meget, når arbejdspladsen ligger på Rådhuspladsen. Så er det DSB, der er vejen frem. Eller rettere, er ikke vejen frem, for det kører jo af hel…. til – hvilket man med selvsyn kan se her.

Hver eneste dag byder på forsinkelser. Enten ud, hjem eller begge veje. Utroligt når nu man tænker på, at Kystbanen er ny, materiellet nyt og DSB vel må siges efterhånden at have en vis erfaring med togdrift.

Men ak. Trøsten er, at det nok ikke kan blive ret meget værre. Nå jo, DSB har jo vundet udbuddet på Kystbanen og skal fra 2009 også drive togdriften hinsidan. Så jo, det kan sikkert blive meget værre, for fremover har de så endnu flere km. skinner, de kan bruge til at samle forsinkelser op på. Forsinkelser som vi andre bare tålmodigt må vente på.

Vi er med i luksusbilklassen!

Så kom de endelig – vores svenske personnumre og vores folkevogn. Og dermed kunne vi også endelig møde op og hente 4,5 meter koncentreret køreglæde hos bilforhandleren i Malmö. Det var godt nok ikke lige førsteturs-venlig vejr, vi havde på dagen (det stod ned i stænger), men så kunne vi jo også med det samme konstatere, at bilens ventilation var om længder bedre end det, der plager os i vores lille Smart.

Weekenden efter afhentningen var så reserveret for nöje – for første gang i cirka to måneder. Lørdag tog vi så ind til Malmö stan og gik på usædvanlig successfuld shopping-tur (Heike fik hele tre par bukser – og var faktisk gået i byen for at købe netop bukser). Og søndag turede vi Skåne på kryds og tværs og fandt ud af, at der ligger et fantastisk antal store herregårde rundt omkring, som vi nok allesammen skal se en gang, når vi får tid. Af steder, der fremkaldte høje “Hold da kæft”-råb i den nye bil, kan nævnes: Marsvinsholm, Trollenäs og Trolleholm.

Til gengæld var vi så til registreringssyn med Smarten i tirsdags og måtte konstatere, at tre opringninger til det danske skattevæsen og motorkontoret stadig ikke sikrer en mod evt. tab af registreringsafgift pga. papir-bøvl. Bilen gik sådan set helt fin igennem synet, men så beholdt den svenske synsmand jo vores originale registreringsattest fra Danmark. Hvilket vi skal indlevere, når vi vil have vores bil afregistreret og vores registreringsafgift tilbage. Så lige nu står vi kun med en kopi af attesten, mens originalen er på vej til det svenske Vägverk – og vi ved ikke, om den danske side gider at udlvere vores penge tilbage, når vi ikke kan forelægge originalen. Det er helt ufatteligt. Hvorfor siger man ikke bare, at man ikke vil have, at folk tager deres bil med, når de flytter til/fra et andet land. Så var det da i det mindste det. Men i stedet for stiller begge sider muntert krav til os, der bare vil beholde vores bil, og forklarer på ingen måde, hvordan de mener, at man kan opfylde alle krav på samme tid (medmindre man altså helst kører bilen over grænsen afmeldt og på en anhænger). For slet ikke at tale om åbningstider hos alle involverede, der gør, at man næsten ikke kan passe sit 9-5 job ved siden af hele molevitten.

Kan man gradbøje rod – opad?

Efter 4 dages knoklen kan det ikke længere benægtes: Vi er flyttet til Svenskernes land. Alle vores møbler samt 83 kasser kunne lige akkurat være i flyttefirmaets enorme lastbil. Og hele fire mænd slæbte rundt på tingene fra kl. 7:30 til 11:00 (ind i bilen) og 12:00 til 15:00 (ud igen). Hvorefter vi så selv begyndte at flytte på det hele igen. For hvad lavede sokkerne også i arbejdsværelset, mens Heikes aflagte vintertøj stod og pyntede i stuen?

Og som om flere tons flyttegods ikke var nok, fik vi også leveret køkkenbordpladen oveni hele læsset. Eller nærmere 3 styks bordplader, en for hver længde af køkkenbordet. Hvoraf den længste er ca. 3,5 meter lang og vejede omkring 75 kilo. Det er utrolig, hvor ondt en ryg kan gøre efter man har løftet rundt på den slags…

Imens det hele rodede var vi i mandags en tur ud i Folkbokföringen i Malmö, hvor vi skulle registreres for at få det meget eftertragtede svenske personnummer. Altså det nummer, der er nøglen til sådan ca. alt forsyning i Sverige – telefon, forsikringer, bank, el, levering af hvidevarer. Alt. Så vi forventede jo en mega-kø og typisk statslig gider-ikke opførsel, da vi kom ind ad døren til den lavtloftede ventehal. Men nej. Der var kun 2 mennesker foran os og damen i skranken var super-sød. Da hun hørte os (egentlig positivt overrasket) sukke over, at der nu vil gå ca. 1 uge til at vi får nummeret, sagde hun tilmed, at hun nok skulle skynde sig. Awwwww. Hvad er det med Sverige og imødekommende mennesker? Eller: Hvorfor er Danskerne så professionel permanent pissesure?!?

Endelig kom der også en elektriker, som tilsluttede vores ovn og kogeplade. Hvorefter undertegnende og kærestemanden stod og måbede over induktionspladernes hastighed og fin snurrelyd. Til gengæld måtte vi smide halvdelen af vores potte og pander ud, fordi de ikke duede på en induktionsoven, men pyt med det. Vi er i rakettidsalderen nu, rent køkkenmæssigt!

I dag – den første dag uden udsigt til slæbning i 20+ kilo klassen – ringede vi så til Folkevognsforhandleren for at fortælle, at vi nu havde søgt om svensk personnummer (som man skal have for at indregistrere bilen) og for at høre, om bilen nu også var på vej. Man funderer jo lidt, når man ikke har hørt noget som helst siden bestillingen for 2 måneder siden. Og så siger manden guddødeme at “bilen jo står ud på hans parkeringsplads”. Det havde han vist nok ikke lige tænk sig at fortælle os, som jo både skal betale og have bilen, men… tjæh. Det er vel sådan man driver Skånsk-afslappet virksomhed. Varen er kommet, men betalingen kan godt vente. Den kan da bare ligge/stå lidt og se køn ud. ?!?!?! Nå. Men nu venter vi i hvert fald endnu mere utålmodig på vores svenske personnummer.

Vi har møbler.
Vi har ovn.
Vi har (næsten) bil.
Det går fremad.