Efter 4 dages knoklen kan det ikke længere benægtes: Vi er flyttet til Svenskernes land. Alle vores møbler samt 83 kasser kunne lige akkurat være i flyttefirmaets enorme lastbil. Og hele fire mænd slæbte rundt på tingene fra kl. 7:30 til 11:00 (ind i bilen) og 12:00 til 15:00 (ud igen). Hvorefter vi så selv begyndte at flytte på det hele igen. For hvad lavede sokkerne også i arbejdsværelset, mens Heikes aflagte vintertøj stod og pyntede i stuen?
Og som om flere tons flyttegods ikke var nok, fik vi også leveret køkkenbordpladen oveni hele læsset. Eller nærmere 3 styks bordplader, en for hver længde af køkkenbordet. Hvoraf den længste er ca. 3,5 meter lang og vejede omkring 75 kilo. Det er utrolig, hvor ondt en ryg kan gøre efter man har løftet rundt på den slags…
Imens det hele rodede var vi i mandags en tur ud i Folkbokföringen i Malmö, hvor vi skulle registreres for at få det meget eftertragtede svenske personnummer. Altså det nummer, der er nøglen til sådan ca. alt forsyning i Sverige – telefon, forsikringer, bank, el, levering af hvidevarer. Alt. Så vi forventede jo en mega-kø og typisk statslig gider-ikke opførsel, da vi kom ind ad døren til den lavtloftede ventehal. Men nej. Der var kun 2 mennesker foran os og damen i skranken var super-sød. Da hun hørte os (egentlig positivt overrasket) sukke over, at der nu vil gå ca. 1 uge til at vi får nummeret, sagde hun tilmed, at hun nok skulle skynde sig. Awwwww. Hvad er det med Sverige og imødekommende mennesker? Eller: Hvorfor er Danskerne så professionel permanent pissesure?!?
Endelig kom der også en elektriker, som tilsluttede vores ovn og kogeplade. Hvorefter undertegnende og kærestemanden stod og måbede over induktionspladernes hastighed og fin snurrelyd. Til gengæld måtte vi smide halvdelen af vores potte og pander ud, fordi de ikke duede på en induktionsoven, men pyt med det. Vi er i rakettidsalderen nu, rent køkkenmæssigt!
I dag – den første dag uden udsigt til slæbning i 20+ kilo klassen – ringede vi så til Folkevognsforhandleren for at fortælle, at vi nu havde søgt om svensk personnummer (som man skal have for at indregistrere bilen) og for at høre, om bilen nu også var på vej. Man funderer jo lidt, når man ikke har hørt noget som helst siden bestillingen for 2 måneder siden. Og så siger manden guddødeme at “bilen jo står ud på hans parkeringsplads”. Det havde han vist nok ikke lige tænk sig at fortælle os, som jo både skal betale og have bilen, men… tjæh. Det er vel sådan man driver Skånsk-afslappet virksomhed. Varen er kommet, men betalingen kan godt vente. Den kan da bare ligge/stå lidt og se køn ud. ?!?!?! Nå. Men nu venter vi i hvert fald endnu mere utålmodig på vores svenske personnummer.
Vi har møbler.
Vi har ovn.
Vi har (næsten) bil.
Det går fremad.
0 Svar til “Kan man gradbøje rod – opad?”