Eeek a mouse

Efter vi nu er kommet retur fra udflugten til de nye medier, må vi konstatere, at vores flytning til de landtlige omgivelser i mindst én forstand har leveret noget nyt på hjemmefronten: Vi har medbeboere. Små søde gnavende potedyr, der synes, at vores skunk er stedet, nu hvor det bliver lidt koldt udenfor. Ikke, at der er noget mad deroppe. Ikke, at de forstyrrer os særlig meget deroppe – for vi bor jo netop ikke ude i skunken. Men dog. Vi gruer jo for den dag, hvor de opdager, at vi har noget, der hedder et køkken, som er propfyldt med alskens lækre ting. Så det blev desværre til musefælder og hidtil et offer. Søde er de jo egentlige. Men den slags romantiserende snak er jo bare at forvente fra en tidligere og serie-multipel hamster-ejer… Putzi, Krümel og hvad de ikke hed allesammen.

Er der et sammenhæng?

Nu, hvor slutningen af New Media Days 07 er ved at nærmere sig, funderer vi over disse to kurver:

Rum 3 eller Ice Age III

Så sidder man til anden dag New Media Days og lytter til en masse egenreklame i rum 3.
Det, der nok fylder mest i hovedet er desværre ikke brugeradfærd, fokusgrupper og den nye forbrugervirkelighed (selv om der godt nok ikke er mangel på disse buzzwords fra scenen). Nej, det, der fylder mest er kulden. For der er ca. 14,3 grader herinde. Det var der sådan set også i går. Dér fortalte man så, at man nu havde fået en varmepumpe op og ligge bag scenen, hvorfra den så pustede alt det, den kunne. Hvilket ikke var meget, men dog. Efter 45 minutters pusten (og oplæg) lugtede hele rummet i hvert fald godt og grundigt af brændt støv. Og der var blevet ca. 0,6 grader varmere.
Men nu er det jo en ny dag og vi er blevet helt og aldeles kølt ned igen, så næsen begynder at dryppe og fødderne taber al følelse på den fine post-industrille betongulv.
Hvorfor, hvorfor er det dog, at man synes, faciliteterne til “hippe” konferencer (som denne her selvfølgelig) godt må være ring -hvis bare, man kan føle sig med på den på den dér eventyrlig postmoderne måde (helst med nogle industrirør i baggrunden)? Måsker er jeg alene med den mening, men jeg vil heller have varme på og toiletter, der virker, end denne måde af coolness (altså kulde).

Andrew Keen – The Great Digial Seduction eller Som en kanin

Så sidder man her i “rum 1″ på new media days 07. Rum 1, der faktisk ved nærmere eftersyn ligner nogle sorte gardiner i en stor betonbunker, langt ud den udørk af en byggeplads, der er Tuborg Havn. Her i Rum 1 kan man så høre alle de konference-deltagere, der står udenfor og har valgt ikke at høre om hvorfor vi er ved at destruere hele verdens kultur med al vores blogs etc. Samtidigt med oplægsholderen. Multimedie, indeed. Og mens man som en af lytterne godt kunne have lyst til at gemme sig i mørket af det store auditorie, så er ikke en gang det en mulighed – for vi sidder på tribunen oplyst af ikke 1, ikke 2, nej, hele 3 projektorlys. Måske en underfundig måde at understrege, at det nu er os – publikummet, deltagerne, the audience – der er i centrum?

Det hjælper så heller ikke, at oplægsholderen er
- bloggoskeptisk
- har haft en epifani
- bliver ved med at snakke om believers og disbelievers (er vi havnet i kirkeministeriet?)
- kan helt vildt mange svære ord som “filibustering”
- nu er begyndt med at læse op af en bog (som han helt tilfældigvis er forfatter til)

Hvor old media kan man tillade sig at være i dagens anledning…?

Nå, men man kan vel heller ikke forvente, at alle oplægsholdere gider at levere et oplæg, når nu de har skrevet det hele ned en gang for alle.

Vi er til New Media Days

Vi holder lige pause fra husrenoveringen og går til New Media Days et sted, vi ikke aner, hvor er.

Mutterseelenallein

Vi har altid godt kunnet lide at gå ture. Enten på en strand eller i en skov. Kongelunden eller Hareskoven var på det seneste de fortrukne steder. Men ack. Man var jo desværre altid omgivet af næsten lige så mange andre Københavnere som træer. Og svampe var stort set uopdrivelige, fordi horder af andre trampedyr i forvejen var trampet hen over alt.

Og nu Sverige. Her har man jo som bekendt lidt flere træer end i Danmark. Man har også en anden befolkningstæthed. Men trods alt. Vi var rimelig måbende, da vi ved en aftensgåtur i brilliant vejr i Bokskogen ikke mødte et øje. Eller jo, helt til sidst, da vi var på vej tilbage til parkeringspladsen var der: 2 stk. piger på gåtur, 2 stk. joggere (prustende) og 1 stk. overophidset lille hund med ejere. Men som sagt. Det kom først efter 30 minutters total ensomhed. 4 km fra vores hus.

Hvor fedt kan det blive??? Riiimelig fedt .-))

Integration

Så blev det tid til svenskundervisning. 1500 SEK på PostGiro giver adgang til en tur hver onsdag til Malmös svar på AOF. Forventningerne var ikke de højeste, og undertegnede regnede med at skulle sidde blandt strikkende gamle damer, der mest var kommet for selskabet og gratis kaffe.

Men der er ingen gratis kaffe – og heller ingen strikkende damer på holdet. Kun en flok danskere, der alle som en er mere eller mindre håbløse til svensk. Heldigvis virker læreren fin. Uddannet journalist, som elsker at korrekse os danskere, men uden at vi føler os som pattebørn, fordi vi ikke kan sige de mest elementære ting korrekt.

“Klassekammeraterne” er alle danskere (surprise), men dog en blandet landhandel. Yngste ca. 22 – ældste ca. 45. Men hvem er de da? En flok bekvemmelighedsflygninge, der bruger hver onsdag på at dulme den dårlige samvittighed over, at de ikke er blevet integreret? Prøver med “Svensk for danskere”, om ikke andet så kan de jo sige til de fremmedforskrækkede danskere på den anden side af sundet, at de forsøger, “vi går jo til svensk”…

Det kan osse være, at de bare synes det er skide sjovt at lære et nyt sprog. At sidde i bilen bagefter og grine af de andre fjolsers brølere og forsøge at blive bedre til at udtale “erbjudande” og andre tung twistere på korrekt rigssvensk.

Uanset hvad, så er det et godt spørgsmål, om det hele så hjælper på vores dagligdag, når vi er færdige med kurset om et par måneder. Indtil nu har ICA Maxi jo ikke just haft vanskeligheder med min særlige variant af “bara på belöbbet”. Vores svenske venner og bekendte arbejder/har arbejdet mange år i Danmark, så her ændrer et mere flydende svensk nok heller ikke så meget. Og grannarna synes bare vi er eksotiske; i øvrigt taler vi jo samme sprog, som dem i Netto, de handler hos i København i weekenden.

Ak ja. Noget tyder på, at ambitionen om integration er blevet overhalet indenom af hele regionens sammensmeltning. Vi må tage hellere booke en sommerferie i Pajala, så skal vi nok få brug for vores svenske (hov, er der ikke noget med, at de mest taler finsk deroppe?)