I anledning af det gode vejr og den tiltagende kedsommelighed mellem jul og nytår, kørte vi i dag en lille tur til hyggelige Åhus, som ligger på den anden side af Skåne (altså østpå) og er Absolut Vodkas hjemmeby (fabrikken – som ligner en gigantisk damptrykskoger af edelstål – ligger dog ca. 10 km udenfor byen på en pløjemark).
På turen hen ad de (mere eller mindre asfalterede, men det tager vi efterhånden i stiv arm) småveje stødte vi på så mange mærkværdige fenomener, at vi igen kom til at overgive os til vores liste-mani og nu kan opvarte med:
Top 3 over de konstigste ting, man ser på en nytårsaftenskøretur igennem det skånske:
- Tyre, fritgående. Med snude ca. 15 cm fra siderude i bilen. I “militært övningsområde”. Skyder de mon på vores firebenede venner?
- Mennesker, i 100 mand stor tæt forsamling. I tankstation i lilleby udenfor Hörby. Forsamlingsgrund ukendt. Kanske ulovlig fyrværkeriudsalg?
- Kæmpe kinesisk udseende tempel, midt i Skånsk skov. Viser sig at være et center for Qigong.
Pga. den svenske naturens skønhed er vi dog parate til at se stort på den slags ansigtsudtryk-fremkaldende oplevelser og siger bare aaaaahhhhh, hvor ER her dejligt….










