Erik & Heike på eventyr i Sverige
Efter knap 6 måneder i huset var vi så endelig trætte nok af at kigge på gullige planker i drivhuset, at vi tog 4 lag tøj på og malede hele molevitten. Vi synes selv, at det er blevet ret godt. Men det kan også skyldes dybfrost på dømmekraften. I så fald må vi jo lave det om, når det bliver pool-vejr.
Når man er “vokset op” med Super Brugsen og Netto, er det en sjælden stor fornøjelse, når man er i udlandet, at se på butiksreoler. Pludselige opdager man, at helt almindelige dagligvarebutikker faktisk kan være fyldt med andet end Arla, Rynkeby, mere Arla, noget fra Coops egen produktion, endnu mere Arla og… Well, you get the picture.
I Sverige er det helt store naturligvis knækbrød. Det kommer ikke som en overraskelse. Men de er også helt pjattede med youghurt og fil (en slags blanding mellem tykmælk og youghurt, der findes lokalt i et utal af smagsvarianter). Men efterhånden som vi har boet her i 5 måneder, er vi blevet klar over, at den helt store fetish, når det handler om noget at drikke i Sverige, er juice. Svenskerne er simpelthen helt tossede med juice. Mottoet er: Kan det klemmes, kan vi osse lave det til juice!
Så er det man undrer sig over, hvor alle de frugter mon kommer fra. Områder som Norrbotten er jo ikke lige kendt for sine mange frugtplantager.
Klart i kategorien “noget dyrt”, men alligevel… denne lampe fra Snowhome. Det må dog være noget af en udfordring at få sat den sammen, fordi den kommer i en flad pakke.
Vi har allerede en af deres lamper hjemme, en lille sjov én, som hedder “Urchin” (hænger over sofabordet). Men den har de tilsynelandende ikke længere.
Heike er lige kommet helt op og køre over denne her hygge-hule fra TGIfurniture (norsk, tror vi). Det står hen i det uvisse, hvad sådan én koster (sikkert en million), men hvor er den bare fin… Kunne man ikke bare tilbringe hele sommeren derinde med et glas limonade og en god bog?
Både Erik og Heike råbte lige et stort “hah” efterfulgt af en griner, da vi så dem her hos Demakersvan. Dem skulle de da bare til at installere i alle venteværelser.
Heike må indrømme, at hendes interesse for fine ting til hjemmet har fået hel nye dimensioner, siden hun er begyndt at læse alskens design- og indredningsblogs. Og fordi der er så mange ting, som får hende til at savle (altså metaforisk sagt), men som på samme tid er ubetalbare, u-hjem-bestilbare og lignende, bliver der nu en ny rubrik i denne blog: Drool (altså savl).
Her er den første ting i rubrikken:
Lampen Moonstruck af perforeret porcelæn fra østrigske Feinedinge.
… vil vi lige sukke og sige: Hvor ER her dejligt!
Heikes “hobbyrum” er også ved at blive småhyggeligt.
Og haven er stadig befolket af overraskende gæster.
(Jeg ved det godt. Følgende er et navlebeskuende indlæg, som ikke kan interessere ret mange. Men præcis som aktiv forbruger er det ens pligt at råbe op. Bloggerne har mangten osv. Så betragt venligst dette indlæg på lige fod med www.lortetoyota.dk – som Toyota som bekendt fik lukket.)
Undertegnedes bedre halvdel fik nyt job første januar. Det betød desværre farvel til firmabetalt abonnement på Politiken. Men med en pæn, ekstra sjat i lønposen gik det nok, så vi tegnede i god tid nyt abonnement hos selvsamme avis-pusher.
Først blev det lille Pol-skilt på postkassen, der fortæller avisbuddet, at her bor eksil-danskere, der gerne vil følge lidt med i hjemlandets gøren og laden, taget ned. Til vores undren allerede inden jul, men ok. Den store, hæderkronede gamle arbejdsgiver er jo ikke kendt for at smide om sig med penge og personalegoder, så selvom den bedre halvdel godt nok havde kontrakt på en avis indtil 1. januar, så lad dem da bare spare de penge, hvis det hjælper på deres humør.
Inden nytår kom så et nyt lille Pol-skilt op. Vi var imponerede. Selv her på den anden side af dammen har Tøger styr på tropperne… Men så skete der heller ikke så meget mere. På 10 dage har vi modtaget avisen ca. halvdelen af dagene. Politiken beklager og eftergiver avisen. Men her til mogen var overraskelsen alligevel stor, ikke så meget over, at der igen ikke var nogen avis (tredje dag i træk), men mere fordi det lille Pol-skilt, nu var pillet ned igen.
Politikens Abonnement Service aner ikke, hvad der sker. Men de tør godt love, at vi får en avis i morgen. Indtil da står den på RSS og pol.dk – og måske Sydsvenskan fra ICA lidt senere.
Når man som os har taget springet over sundet, så forventer man egentlig, at der vil være helt nye ting, der pludselig fylder meget i hverdagen. De daglige bekymringerne om, at Danmark – også sidste bastion København – hurtigt og systematisk er ved at blive omdannet til en über-national kopi af Herning (rundkørsler, discount, friværdi, flere fladskærme og Vestrebønder på tinge…) vil være pist væk.
Og det er de… For en stund, men det kommer vi tilbage til. For når man bliver pendler, så fylder trafik pludselig en del i hverdagen. Dagen starter jo med turen over broen – Öresundsbron. En smuk konstruktion, som på fornem vis minder undertegnede i eksil om, at Herning ikke altid var idealet i DK. Fremsyn, visioner og investeringslyst, alt sammen i fællesskabets interesse, har faktisk for blot ganske få år siden været på mode – og tilmed på den politiske dagsorden – i lille Danmark.
Når man så kommer op på broen, så stråler skiltet med 110 km/t ned til dig i den dobbelte kørebane. Og der er mange Volvo’er og Saab’er med rigtige svenskere inden i. De kører ofte 105 km/t. Når du er kommet forbi dem, så lægger du mærke til en masse Audi’er og BMW’er, foran, bagved, i overhalningsbanen… Men hov, de er alle kendetegnet ved aggressiv kørestil og med enlige mænd (ofte uden hår) bag rettet.
Fænomenet, du er vidne til, er statistisk bevist: 50 procent af de danskere, der flytter over sundet, skynder sig at skifte den gamle Toyota, Ford eller whatever ud med enten en Audi med LED-baglygter eller en BMW med LED-forlygter. Og når den nye bilejer så har tilbagelagt de første 1.000 ulidelige km. (forhandleren siger jo, at man skal køre roligt i starten, motoren skal lige køres til), så sættes farten op. Broen klares fremover med 140-150 km/t. Volvo’erne og os andre uden bil med LED-lygter er nu reduceret til forhindringer på vejen mellem Malmö-forstaden, man bor i, og København-forstaden, man arbejder i.
Og så er vi fremme ved udgangspunktet: Herning. For hvordan er det lige der ser ud dér, hvor alle ny-svenskerne med dansk rødbedepas og Audi kører på morotvejen lige inden broen til Danmark? Hvad er det for en form for “bymæssig bebyggelse”, de har opgivet fædrelandet til fordel for? Well, vi prøvede en gang at køre efter dem, og det viste sig faktisk, at de alle sammen bor i det nærmeste man kommer en klon af Herning her i Skåne… Døm selv neden for – kan du måske se forskel?
