Kommer konst fra kunnen?

Påskesøndag bød så endelig på noget vejr, der duede til udflugt og straks var Erik og Heike ude. Man skulle da for pokker altså bare få set noget af det dér “Konstrundan”, nu, hvor alle skånske massemedier var fyldt med det og hvor man jo faktisk overhovedet ikke havde langt til nærmeste pensel-svinger eller metal-banker.

Og hvor var det dog stort. Allerede ved første samlingsudstilling på landevejen i metropolen Bröddarp kunne man knap nok komme ind ad grusvejen. Et mylder af pelsbeklædte damer, skrigende unger (for hvis underholdning der blev stillet med en ged) og generelt gloende mennesker, der skulle se det, der kunne ses. Og det var egentlig ikke så ring endda. Når man altså var kommet forbi de åbenbart uundgåelige 30-40% akvareller af sommerblomster/stillebener/skånske enge/høns (eller en kombination af nævnte). Og så var der jo kaffee og smörgasbord, hvilket giver alle dem en undskyldning, der egentlig slet ikke er interesseret i kunsten. Så hvis skiltet ved vejen indeholder de magiske ord “galleri, butik, kaffe”, så er den linde besøgsstrøm sikret.

Alt i alt kom vi på en tilfældig tur på tværs over Skåne ikke til Åles Stenar (det MÅ have været årets værste dag – man forestille sig Strøget i julesæsonen og er ikke langt fra), men dog indenfor en 5-6 steder, hvor der var noget at se på. Nogle gange kunst (også af den tilsyneladende mere kendte og dermed gedigent dyre slags – 30.000 SEK for et billede er nu dog ret meget, selv om det var en meget fin morgenstemning fra Manhattans gader helt i lilla), andre gange mystisk design (hvem køber et Kloss radio midt på en pløjemark?!?), den lokale egnskunstners gamle lejlighed og endelig også en omgang bare ragelse (altså loppis).

Og det var nok den største opdagelse på konstrunden: Gemt i menneskemyldret bevæger man sig hyggeligt rundt de steder, hvor man ellers bare vil løbe skrigende bort af pinlighed. For hverken Heike eller Erik er jo særlig gode til bare at “vade indenfor” hos folk de ikke kender.

Nå ja, og så kom vi også i 15 kolde minutter ud på en strand: Sandhammaren helt i det syd-østlige hjørne af Skåne, som bød på en udmærket udsigt til Bornholm (og rigtig rigtig kolde næser).

Timing

Den 18. marts begiver Heike og Erik sig så på udflugt. For det havde man aftalt, da man fik påskeferie – at der ikke kun skulle være vaske at klare, gulve at støvsuge, møbler at male og andere kedelige ting, der skulle også være lidt turist over den. Så man pakker bilen, tjekker vejrudsigten (der lover “enkelte byger, delvis som slud” i forskellig fordeling de næste 7 dage) og kører ud på landevejen mod øst. Planen var endelig at se Simrishamn, som Erik i månedsvis har snakket om (ingen ved hvorfor egentlig) og så køre videre til Åhus og gå lidt rundt dér. Turen var også meget fin, med så meget sol på Heikes venstre øre, at det blev helt sommerligt i bilen.

Og så når man frem til Simrishamn, som er Dragør minus de gule huse plus en stor domkirke-lignende tingest og en færge til Bornholm. Og man har knap nok været ud af bilen i 3 minutter, så begynder det at blæse og sne. Meget. Så meget, at den ene af de to torve-stande med blomster beslutter sig for at rive hele overdækningen ned, inden de handlende blev slået ihjel af den.

Heike og Erik flygter altså ind i første bedste café, hvor Heike får verdens største “baguette med tun røra”. En hel halv meter af det. Tung som en mursten. Og helt og aldeles ustyrlig. Røra over alt! Mens Heike altså fægter med servietter og smørrebrødspapir, når det faktisk at klare op igen (hvor ironisk, nu hvor vi er indenfor). Men det viser sig bare til at være midlertidigt. For lige da man er ved at rejse sig op igen skifter sceneriet udenfor igen dramatisk. Til hørizontalt snestorm. Og sådan bliver det faktisk ved med at være hele de 1,5 timer det tager at komme hjem igen. Hvor man frustreret går i Burlöv centret og køber to uldne trøjer til Erik.

Hjemme er vinteren så også endelig kommet – bare i marts, mens vores lille irriterende medbo hele tiden spørger, om det nu ikke snart er tid til at dufte til nogle blomster, der ikke står i en vase.

Og dagen efter er alt det vilde forbi og man kan igen komme udenfor og stå i mudder op til knæerne i en skov. Vidunderligt!

Spieglein, Spieglein an der Wand

Hvorfor er det egentlig, at design firmaer er så fuldstændig håbløse til at fortælle, om deres produkter er i produktion og hvor de i så fald kan købes? Ligesom det her fantastiske spejl, som på Google bringer op over 50 mennesker, der har skrevet om det og syntes, det var fantastisk. På fremstillerens hjemmeside: Ikke ET ord om hvor man evt. kan få det henne. Er det reverse-marketing, eller hvad?

It could be so simple

Heike var så lige en tur inde på Åhléns hjemmeside, hvor man kan indrette sin lejlighed med de ting, der sælges i varehuset. Rigtig snygg idé, så ind og prøve…

Og det ender jo bare med at se helt perfekt ud. Med de fine arkitekttegnede møbler (som Åhléns ikke sælger og som bare sådan står der) og med ingen overvejelser over pengepung og mormors skab, der altså også liiiige skal passe ind.

Man er faktisk helt begejstret, lige indtil man opdager noget. Nemlig at man selv har ting. Stuff. Ragelse. Og at det derfor aldrig nogensinde ville se så fin ud hjemme hos en selv. Selv hvis man nu investerede et formue i nye tæpper, lamper, vaser og alt det andet. Nårh. Så må vi jo leve med det.

Hvor er staten?

Vi kom i går til at undre os over, at vi på intet tidspunkt har hørt fra staten. Jeg mener, vi er vandret ind, har købt et hus, en bil, åbnet en bankkonto, får renovation, har telefon osv. osv.

Malmö kommune ved, at vi er her, og det er nok det vigtigste. Men hvor er staten i det her land? Jeg ville da have forventet, at hvis jeg var indvandrer i Danmark, så ville staten gøre livet surt for mig allerede inden, jeg fik mig sat ned. Men altså ikke i Sverige. Ikke så meget som et velkomstbrev, har vi fået.

En på sin vis meget sympatisk tilgang, blev vi efterfølgnde enige om… Men bare de nu ikke har glemt os. Indtil vi hører nærmere, må vi klare os med sweden.se.

Pangfarver?

Endelig en idé til vores radiatorer i soveværelset, der ikke går ud på hamredyre radiatorskjulere, der oven i købet fylder for meget…. Hmmmm…. Altså, hvis man nu tog hvid og lidt guldfarve…

Kan man tage kørekort i skovture?

Nu bliver dagene jo efterhånden lidt længere og vejret lidt bedre. Eller nej, rigtig bedre er det jo egentlig ikke blevet, taget det antal “blåse”-dage i betragtning, som vi har haft på det seneste. De dage, hvor der er nogen, der får de kæmpe træer uden for vores døre til at give en imponerende version af et bræmsende godstog. Men lige meget med det, vi må efterhånden konstatere, at vi altså uanset vejret har været ud at gå en del ture i både Bokskogen og skoven ved Häckeberga. Og at vi er *rystende* dårlige til det!

Der er oven i købet hele to distinkte typer af det at være dårlig til det. Hver type i sin skov:

Bokskogen, hvis anlæg i store dele minder om en vel-gruset travbane med heste-værn (eller hvad det nu hedder, når det ikke er et autoværn), natte-belysning og “så mange meter tilbage”-skilte, hvor ture uundgåeligt ender i netop trave- og ikke så meget gå-ture. Og det bliver heller ikke bedre af, at man ca. hver femte minut bliver rasant overhalt af en voldsom fit 75-årig skåne pensionist. Kombineret med det mega-bakkede terræn føler man sig så efter 3 kilometer næsten ligeså rundt på gulvet som efter en tur på Tivolis rutschebane. Og det er jo ikke lige den ønskede effekt. Tænk afslapning, tænk fred og ro… tænk rutschebane. Nej nej nej.

Så videre til skoven ved Häckeberga, som i hvert fald ikke byder på noget, der minder om grus – eller bare stier. Faktisk. Alle vores ture er hidtil i hvert faldt begyndt på noget, der lignede en ridesti, gik så over til noget, der måske var en vildtsti og endte i et brombær/pile-buskads. I hvilket Erik & Heike så traskede videre af sted, accompagneret af høje knirk og knæk lyde fra al de grene, som man kom til at trampe på og falde over. Og det hele bliver heller ikke lige hjulpet af, at Heike generelt synes, de her nordiske skove er lidt skumle og fyldt med planter, som man i Tyskland kun ser på taget af heksen’s hus (eller kæmpens ryg) i en eventyrbog. For eksempel de her klatter rensdyrlav (se nedenfor), som hænger ned alle steder. Det er jo uhyggeligt! Så det ender altid med, at man bliver meget træt af at traske i underskoven og skræmt af uhyggeligheden og ender ved bilen storsvedende, men kun 20 minutter efter man tog derfra. Og det holder jo ligesålidt.

Kan man ikke lære at gå *ordentlige* ture??? Alle svenskere kan jo tilsyneladende (altså med undtagelse af de joggende seniorer i Bogskogen – de har bare travlt med et eller andet).