Nu bliver dagene jo efterhånden lidt længere og vejret lidt bedre. Eller nej, rigtig bedre er det jo egentlig ikke blevet, taget det antal “blåse”-dage i betragtning, som vi har haft på det seneste. De dage, hvor der er nogen, der får de kæmpe træer uden for vores døre til at give en imponerende version af et bræmsende godstog. Men lige meget med det, vi må efterhånden konstatere, at vi altså uanset vejret har været ud at gå en del ture i både Bokskogen og skoven ved Häckeberga. Og at vi er *rystende* dårlige til det!
Der er oven i købet hele to distinkte typer af det at være dårlig til det. Hver type i sin skov:
Bokskogen, hvis anlæg i store dele minder om en vel-gruset travbane med heste-værn (eller hvad det nu hedder, når det ikke er et autoværn), natte-belysning og “så mange meter tilbage”-skilte, hvor ture uundgåeligt ender i netop trave- og ikke så meget gå-ture. Og det bliver heller ikke bedre af, at man ca. hver femte minut bliver rasant overhalt af en voldsom fit 75-årig skåne pensionist. Kombineret med det mega-bakkede terræn føler man sig så efter 3 kilometer næsten ligeså rundt på gulvet som efter en tur på Tivolis rutschebane. Og det er jo ikke lige den ønskede effekt. Tænk afslapning, tænk fred og ro… tænk rutschebane. Nej nej nej.
Så videre til skoven ved Häckeberga, som i hvert fald ikke byder på noget, der minder om grus – eller bare stier. Faktisk. Alle vores ture er hidtil i hvert faldt begyndt på noget, der lignede en ridesti, gik så over til noget, der måske var en vildtsti og endte i et brombær/pile-buskads. I hvilket Erik & Heike så traskede videre af sted, accompagneret af høje knirk og knæk lyde fra al de grene, som man kom til at trampe på og falde over. Og det hele bliver heller ikke lige hjulpet af, at Heike generelt synes, de her nordiske skove er lidt skumle og fyldt med planter, som man i Tyskland kun ser på taget af heksen’s hus (eller kæmpens ryg) i en eventyrbog. For eksempel de her klatter rensdyrlav (se nedenfor), som hænger ned alle steder. Det er jo uhyggeligt! Så det ender altid med, at man bliver meget træt af at traske i underskoven og skræmt af uhyggeligheden og ender ved bilen storsvedende, men kun 20 minutter efter man tog derfra. Og det holder jo ligesålidt.
Kan man ikke lære at gå *ordentlige* ture??? Alle svenskere kan jo tilsyneladende (altså med undtagelse af de joggende seniorer i Bogskogen – de har bare travlt med et eller andet).
0 Svar til “Kan man tage kørekort i skovture?”