Den 18. marts begiver Heike og Erik sig så på udflugt. For det havde man aftalt, da man fik påskeferie – at der ikke kun skulle være vaske at klare, gulve at støvsuge, møbler at male og andere kedelige ting, der skulle også være lidt turist over den. Så man pakker bilen, tjekker vejrudsigten (der lover “enkelte byger, delvis som slud” i forskellig fordeling de næste 7 dage) og kører ud på landevejen mod øst. Planen var endelig at se Simrishamn, som Erik i månedsvis har snakket om (ingen ved hvorfor egentlig) og så køre videre til Åhus og gå lidt rundt dér. Turen var også meget fin, med så meget sol på Heikes venstre øre, at det blev helt sommerligt i bilen.
Og så når man frem til Simrishamn, som er Dragør minus de gule huse plus en stor domkirke-lignende tingest og en færge til Bornholm. Og man har knap nok været ud af bilen i 3 minutter, så begynder det at blæse og sne. Meget. Så meget, at den ene af de to torve-stande med blomster beslutter sig for at rive hele overdækningen ned, inden de handlende blev slået ihjel af den.
Heike og Erik flygter altså ind i første bedste café, hvor Heike får verdens største “baguette med tun røra”. En hel halv meter af det. Tung som en mursten. Og helt og aldeles ustyrlig. Røra over alt! Mens Heike altså fægter med servietter og smørrebrødspapir, når det faktisk at klare op igen (hvor ironisk, nu hvor vi er indenfor). Men det viser sig bare til at være midlertidigt. For lige da man er ved at rejse sig op igen skifter sceneriet udenfor igen dramatisk. Til hørizontalt snestorm. Og sådan bliver det faktisk ved med at være hele de 1,5 timer det tager at komme hjem igen. Hvor man frustreret går i Burlöv centret og køber to uldne trøjer til Erik.
Hjemme er vinteren så også endelig kommet – bare i marts, mens vores lille irriterende medbo hele tiden spørger, om det nu ikke snart er tid til at dufte til nogle blomster, der ikke står i en vase.
Og dagen efter er alt det vilde forbi og man kan igen komme udenfor og stå i mudder op til knæerne i en skov. Vidunderligt!
0 Svar til “Timing”