Vi havde jobbet hele dagen og glædet os til forlænget weekend. 1. maj er jo rigtig helligdag i år, og fredag tvangsfri for både undertegnede og den bedre halvdel. Perfekt.
Da vi kommer hjem og får benene og aviserne slået op, studser vi begge lidt over nogle mystiske bål i Sydsvenskan. Bålene skal tændes over hele Sverige om aftenen 30. april. Det ligner en slags Sankt Hans – bare 30. april. Hvad holder de mon på med?!? Det står hurtigt klart, at en stor svensk tradition har sneget sig ind på os danskere – vi er slet ikke klar, og hvad værre er, vi har intet bål!
Valborg – eller Valborgsmässoafton som det rigtige navn er - falder hvert år på den sidste dag i april. Det er en hedensk tradition, der går helt tilbage til 779. Og som traditionen byder sig på disse kanter, så har Valborg udviklet sig til en af de største “fyllekvällar” i Sverige. Og når alkohol og ild kombineres i folkefest, kan aviserne skrive historier om uheld og ulykker dagene efter.

Det skal lige siges, at Valborg også fejres i Estland, Finland, Letland, Tjekkiet og Tyskland. Men vi gætter på, at de alle drikker mindre på den særlige aften – også selvom svenskerne skal en tur på Systemet inden bålet tændes.








