Vi er Erik og Heike, en dansker og en tysker, der indtil august 2007 boede i et lille hus i København. Vi havde længe tænkt over at ville flytte på landet, men de danske huspriser og pendler-traffikken omkring København afholdt os fra at virkeliggøre ønsket. I efteråret af 2006 – da vi var ved at spekulere over et sommerhus i Sverige – fik vi øjnene op for de muligheder der er ved at flytte til Sverige. Fra efterår 2006 til forår 2007 kiggede vi mere eller mindre intensivt på hus i Sverige og endte så med at købe drømmeboligen lige udenfor Malmö. Denne blog omhandler vores til tider sjove, til tider mærkelige og til tider sørgelige erfaringer med at prøve at finde, købe og eje hus i Sverige.
Ellers om os
Vi er begge to i midten af 30erne og har ingen børn. Vi arbejder begge med kommunikation og internet og har haft spændende jobtitler som webkonsulent, kommunikationsmedarbejder, webkoordinator og new media manager. Det her er vores første blog. Erik har længe forsynet Douglas Coupland fans med nyheder, men er nu holdt pga. tidsmangel. Når vi ikke arbejder, læser vi for mange bøger og kan lide at sejle i kajak.
 |
 |
Heikes photos
Heike kan godt lide at tage billeder. Før har hun lagt dem på sin egen hjemmeside. Men det tog for meget tid. Så nu er hun begyndt at bruge Flickr. Det går meget bedre. Og det bliver ved.Her er nogle af dem. Klik på et for at se det hele på Flickr.
Sociale medier
Heike er på det seneste gået lidt amok i sociale networking sites, så hun har ikke et, ikke to, nej hele fire forskellige profiler. Hun undskylder det med, at hendes tyske, danske og engelske venner ikke kan samles ét sted.
Heike på LinkedIn.com
Heike på Kommunikationsforum.dk
Heike på StayFriends.de
Heike på Facebook.com (her skal man oprette en profil for at se folk)
Og så er vi begge på Twitter: twitter.com/ihambo (Erik) og twitter.com/heischmidt (Heike)
Hej Erik og Heike
Tak for en spændende blog, som har sat lidt perspektiv i en faktisk lignende proces for mig og min kæreste, Kristoffer. Det er utroligt så mange parallelle ting, vi har oplevet. Jeg har ridset vores forløb op nedenfor, så I også får lidt input fra andre i samme situation.
Første gang vi overhovedet overvejede Sverige, tog vi på næsten ren impuls bare derover og affærdigede derefter idéen, da vi i vores hoveder kom alt for langt væk fra byen – hvad vi ikke helt er klar til endnu i modsætning til jer.
Men da Kristoffer igen endte på sin gamle arbejdsplads på Amager og var ved at kløjs i vejarbejdet på Rådhuspladsen hver dag – vi bor nemlig nord for København lige nu – tog vi en mere alvorlig runde, hvor jeg efter at have udvalgt en ca. 8 steder via hemnet.se fik aftalt fremvisning på én og samme dag på ca. 5 af dem.
I parentes bemærket tror jeg, at “jeres” hus var et af dem, der var på min første liste, men det var forsvundet, da jeg skulle til at finpudse den, så mon ikke I har købt det deromkring? Såvidt jeg husker, ligger det sydøst/øst for Malmö centrum men ikke så langt ude på landet. Det var i hvert fald mit indtryk.
Dog var vi her måske lidt mere heldige end jer med jeres mange ture på besigtigelse, for min personlige favorit var også Kristoffers foretrukne, og han sagde aftenen inden, at hvis det hus ellers var i orden, syntes han, at vi bare skulle købe det.
Vi tog afsted med svigermekanikken på hyggeligt slæb og så på husene et efter et. Det var nogle meget svingende oplevelser. Nogle mæglere holdt meget på deres tidsangivelser og var decideret afvisende, hvis man ikke lige fulgte dem – som mægleren i “vores” hus – og andre var hjerteligheden selv, så man faktisk var ked af ikke at kunne handle med dem.
Som jer oplevede vi generelt stort udsving i mæglernes professionalisme. Favorithusets mægler kunne informere om, at der allerede var budt 100.000 over udbudsprisen, men at han ikke vidste, hvornår man ville træffe en beslutning, ligesom man jo aldrig vidste, hvilken køber en sælger ville vælge. Vi var lidt betuttede over, at huset allerede var budt højere op, og der gik nogle dage efter fremvisning, før vi kontaktede ham for at høre om deadline for bud. Han svarede ikke på vores mail. Vi prøvede igen et par dage senere, og han svarede, at fristen var næste dag kl. 13, samt at der nu var et endnu højere bud, og hvis vi ville byde, skulle vi først være godkendt i banken. Han syntes ikke at være sig bevidst om, at det var HANS SKYLD, at vi ikke var informeret og havde haft tid og mulighed for at være med. Men jeg sendte da en mail om, at såfremt vi kunne få tingene på plads – og de måske kunne vente bare én dag med endelig besked – ville vi byde over med så og så meget, hvis banken altså ville godkende. Mægleren svarede tilbage, at han ville forsøge at holde alle parter i ro i mellemtiden, og dernæst at sælger allernådigst ville vente på os under forudsætning af, at vi øjeblikkeligt mødtes med banken.
Nu havde vi jo ikke regnet med finde et hus ved første besøg, og derudover havde vi indtryk af, at der ville være tid at løbe på, når der ikke var sat deadline endnu ved visningen, og overtagelse i øvrigt først var til august. Så vi havde ingenting på plads. Vidste ikke engang, om vi kunne blive godkendt til det beløb, vi gerne ville købe for. Jeg har en lille jysk bank, som vi også bruger i mit firma, og de ville rigtig gerne hjælpe – men ingen af deres større samarbejdspartnere ville røre Sverige med en ildtang. Spanien, Frankrig, Asien, you name it – helt fint. Sverige – aldrig i livet. Det var de ret kede af, men vi måtte videre. Kristoffer har Jyske Bank – og en mor i Jyske Bank – men der var heller ikke noget at gøre. Alle henviste til Nordea (og sidenhen Handelsbanken). Her fik vi til gengæld fantastisk lynbehandling og blev forhåndsgodkendt telefonisk efter fremsendelse af diverse papirer – det hjalp lidt, at Kristoffers mor trak på gamle forbindelser – og først efterfølgende har vi været til rigtig godt møde med Pia i Sverige, hvor hun er “specialafdeling” for sådan nogle som os i transitfasen.
Vi kunne altså vende tilbage til mægleren med besked om, at alt var på plads til fristens udløb. Vi var højestbydende og havde under den sidste del af forløbet fået indtryk af, at sælger var ligeglad med, hvem køber var men blot ville kigge på beløb. Derfor blev vi igen overraskede, da mægleren besluttede at forlænge fristen for vores “modpart”, så de alligevel kunne nå at byde over, selvom de havde kendt til vores bud, hvor kun bankgodkendelsen manglede. Endnu en dag eller to i spænding. Men huset var vores, og vi fik fremsendt købekontrakt – dog med formaning fra mægleren om, at så længe den ikke var underskrevet, havde han ret og pligt til fortsat at fremvise det, så intet var sikkert.
Som danskere på vej til et fremmed land valgte vi, selvom Sverige adskiller sig fra Danmark sådan, at mægleren har pligt til at være begges mand, at få en svensk advokat med danske forbindelser og ret til at praktisere begge steder til at gennemgå kontrakten. Det koster en ca. 4000 plus moms men indbefatter så også en gennemgang af besigtigelsesrapporten, og med alle specialudtrykkene er det givet godt ud. Han sagde god for kontrakten, og vi fik ham samtidig til at sige god for den køberforsikring, som er en ny foreteelse i Sverige, og som vi stort set ikke kunne finde information om. Han mente, at selvom der jo ikke er præcedens for, hvor meget den dækker, er de SEK 7.500 godt givet ud på trods af undtagelser etc.
Det forholdt sig nemlig sådan, at både advokaten og banken anbefalede Anticimex som det bedste firma, når man skulle have undersøgt sin kommende bolig. Så jeg ringede og bookede en tid. Det kunne desværre ikke blive samme dag, som vi skulle til møde med banken men først dagen efter, idet vi foretrak en niveau 3 rapport. Der er 3 niveauer, og kun niveau 2 og 3 giver ret til at tegne den nye køberforsikring, som Anticimex har oprettet, og som vi havde fundet frem til på deres hjemmeside. Jeg spurgte ved bestilling af synsmand, om jeg samtidig kunne tegne denne forsikring og hvad der ville ske, hvis huskøbet måtte gå tilbage p.g.a. for store fejl og mangler? Det vidste hun ikke noget om men henviste til nummeret på faktabladet. Det ringede jeg til en gang i timen i 3 dage i træk, uden at nogen tog telefonen. Til sidst ringede jeg til Anticimex’ hovedkontor og fik fat i en pige i skadesafdelingen. Hun fandt ud af, hvor jeg skulle stilles hen, men den korrekte afdeling var så angst for at skulle tale med en dansker, at hun lovede at klare paragrafferne for dem. Vi fik altså tegnet forsikringen i telefonen dagen før underskrift, men det lykkedes aldrig at få svar på, hvad der ville ske, hvis vi opsagde købet.
Med forsikringen telefonisk i hus kørte vi afsted til underskriftmøde, og med den ringe trafik kom vi lidt tidligere frem end ventet, hvorpå det lykkedes mægleren endnu en gang at påtale dette (samme var sket ved fremvisningen). Nu er vores problem som oftest det modsatte, hvilket vi arbejder meget med, så det er lidt omvendt for os til et forretningsmøde at blive revset for at være en 10 minutter før tid. Var det privat havde vi selvfølgelig bare ventet i bilen, for der har vi fint styr på, at man under ingen omstændigheder dukker op før tid. Nå, men det er måske en af forskellene mellem Sverige og Danmark. Men sælger dukkede op 3 mand høj, selvom det ikke var nødvendigt for yngste deltager at sætte sin klo på papiret. Alle datoer blev flyttet, så vi fik mulighed for at nå at overføre handpenning til tiden og efter besøg af syns- og skønsmand, så det i givet fald kunne undgås, hvis der nu var noget galt med huset. Fortrydelsesdatoen blev rykket, så der var en uge mellem selve gennemgangen og den, og der stødte det lidt an for os, at mægleren gik meget op i, om det nu var for lang tid for sælger, hvor vi klart mente, at vi jo skulle være sikre på at have modtaget og haft mulighed for at gennemgå rapporten for at kunne beslutte os. Men ellers var alt fryd og gammen, og vi kunne bare håbe på en god rapport for alle parter.
Dagen for besigtigelse oprandt og vi ankom klog af skade kun lige 5 minutter før aftalt tid. Dog blev vi efter ca. 10 minutter kaldt indenfor, idet vores mand allerede var bænket derinde og var gået i gang uden os. Han var ikke så meddelsom undervejs, som det åbenbart var tilfældet med jeres Barry, men til gengæld havde vi den fordel, at han også havde gennemgået huset 4 år tidligere, da de nuværende ejere havde købt det. Så han havde en god forhåndsviden. Som jer oplevede vi, at det var en meget grundig gennemgang, og der blev både hamret og boret prøver ud hist og pist. Desværre lød dommen, at der var fugt i huset, og det var ikke blevet holdt særlig godt de sidste år. Især var der problemer i den nedre stue, hvor sildebensparketten lod til at ligge på spånplade uden fugtspærre under, hvilket ville koste kr. 4000 per kvadratmeter at udbedre, og i hobbyrummet i kælderen havde man lagt fliser 10 cm op ad væggen og dermed lukket af for ventilationen til de træbeklædte vægge, svarende til en udbedringsomkostning på kr. 500 per m2. Tallene fik fruen i huset desværre ikke med, idet hun var oppe at putte den lille, men han valgte dog at hidkalde hende for at fortælle generelt, at der var ret store fugtproblemer, samt at de og de ting yderligere skulle udbedres.
Øv, nedtur. Bare med de nævnte beløb var der arbejde for 270.000, og dertil kom alt det ydre træværk, tætning mellem de to tage, oprensning af området omkring 2 udløbsrør, hvor regnskyl fører til vand i huset en gang hvert andet år, et badeværelse som er flot på overfladen, men hvor fliserne måske kan risikere at falde ned og så videre. Mange småting oveni de helt store. Vi talte med advokaten, som var bange for husets tilstand og gennemgik det med os. Vi talte med familien, som mest var imod og kun for under forudsætning af mindst dobbelt så stort et nedslag som udbedringen vurderingsmæssigt ville koste. Vi talte med hinanden og besluttede os. Hvis vi overhovedet skulle gå videre med det her, selvom huset ikke var så indflytningsklar som først antaget, kunne det kun være med et stort prisnedslag.
Så vi sendte en mail, vedhæftede rapporten og sagde, at sådan lå landet – og indstillede os på forhandling. Mægleren vendte tilbage med besked om, at man maksimalt ville gå ned til udbudsprisen. Samtidig lykkedes det ham at give udtryk for, at det jo kun var dumme danskere, der var bange for lidt fugt. Vi besluttede modvilligt at lade huset fare og gik i gang med hævningsprocessen og måtte se i øjnene, at det jo nok havde kostet os en 20.000 alt i alt. Trist trist trist.
Dagen før vi skulle aflevere hævningen, gik jeg på nettet igen. Jeg fandt et hus en del mindre en “vores” beliggende ved Damhussøen, som i opbygning kunne sammenlignes lidt med det. Det kostede over 7 millioner. Dernæst gik jeg hele hemnet.se igennem, og der var bare ikke det, vi gerne ville ha’. “Vores” hus havde så mange ting, som passede til os og vores interesser. Vi besluttede at gi’ det en sidste chance og så være ligeglade med, om vi ikke fik dækket hele udbedringsbeløbet ind. Så måtte vi selv lave noget mere, og i øvrigt havde vi også være villige til om nødvendligt at byde højere i første omgang, så det kunne vel komme ud på ét. Dog ville vi lige sikre os, at huset ville kunne blive sundt igen med den rette behandling.
Kristoffer tog sig en snak med Jonas, Anticimex manden, som sagde, at det jo var et “väldigt bra hus”, som ville blive rigtig godt med de pågældende problemer udbedret, og på baggrund af det ringede Kristoffer og gav et bud, hvor han forlangte et yderligere, mindre nedslag. Mægleren var meget mere venlig end ved sidste samtale, så vi øjnede håb – og ærgrede os lidt over, at vi ikke havde bedt om lidt mere. Han vendte tilbage med besked om, at sælger accepterede – men under protest. Hvad er det for en udtalelse?!
Nå, men vi skulle over for at skrive under igen. Desværre kunne sælger ikke være til stede, og vi fik lidt indtryk af, at de var blevet sure på os. Til gengæld håber vi, at vi fik åbnet mæglerens øjne for, at vi ikke var så modbydelige mennesker, når det kom til stykket. Han havde hele tiden sagt, at det var os, der overreagerede m.h.t. gulvet etc, og at de priser vi nævnte måtte være i tilfælde af, at man ville ha’ marmorgulv. Nu, hvor vi havde ham personligt, fik vi forklaret, at beløbene ikke var grebet ud af den blå luft men var anslået mundtligt at Anticimex manden, samt at det faktisk bl.a. drejede sig om at skulle bryde gulvet op helt ned til grunden og så fundere det igen etc. Man kunne ligefrem se pæren over hovedet på ham. Det havde han ikke forstået – og sikkert heller ikke rådgivet sin klient ud fra. Så ud over sprogforbistring, skal man også være forberedet på, at mæglere altså ikke nødvendigvis får læst alle dokumenter igennem.
Da sælger jo ikke havde skrevet under samtidig, havde vi for en sikkerheds skyld det underskrevne hævningsdokument med på arbejde næste dag – som var absolut sidste dag for hævning – så vi kunne køre over med det, hvis vi ikke fik den ventede fax med deres underskrifter. Heldigvis kom den, og vi var så ENDELIG husejere.
Efterfølgende kom der to Anticimex regninger, som vi overførte betalingen for efter at have ringet efter et kontonummer, da svenskerne gerne excellerer i at sende girokort, som vi ikke kan bruge i Danmark. Først derefter kom der et tilbud om at købe en køberforsikring. Åbenbart automatisk affødt af at der er udført en rapport, så måske man alligevel kan tegne den efterfølgende, når det blot er inden kontrakten er bindende. Sidenhen har vi også fået et par rykkere, fordi firmaet ikke er gearet til at håndtere udenlandske betalinger, og nu har vi faxet rykkere og betalingsbevis et par gange. Men det er et par uger siden sidst, så mon ikke det er i orden nu.
Næste skridt var så at få Kristoffers lejlighed sat til salg. Nordea henviste til Danbolig, og da de havde 2 andre lejligheder i samme ejendom til salg, valgte han umiddelbart dem, fordi han ikke orkede s meget besvær. Men det er meget tydeligt, at de har haft nogle ekstremt nemme år. Både i Sverige og i Danmark. Det er uforståeligt, at de kan få så mange penge for så lidt og så uprofessionelt arbejde. Vi havde samme problemer med stavefejl og tvivlsomme beskrivelser på hjemmesiden. Desuden gik der meget lang tid, før papirarbejdet kom på plads, for selvom mægleren havde noteret oplysningerne ved sit besøg, glemte han at videregive dem til den, der faktisk skulle lave papirerne, hvorfor vi fik breve med rykkere om det. Og når de nu var i gang med at rykke, bad de også om alle de oplysninger om ejendommen, som de måtte formodes at ha’ i forvejen, når de havde 2 andre lejligheder til salg. Vi har undervejs også oplevet, at en kollega til mægleren var ved at låse sig ind med nogle potentielle købere, en dag vi var hjemme. De havde 1½ uge i forvejen anmeldt at ville komme “på mandag”, hvilket vi sagde fint til, da det var mandag inden påske, hvor vi skulle være i Frankrig, men de havde altså ment 2. påskedag. Vi fik aftalt, at de lige gav os 10 minutter (vi var lige kommet hjem fra turen og var ved at pakke ud), og så ville vi køre en tur. Da vores mægler så ringede lidt senere, kunne man måske have troet, at det var for at undskylde. Men nej. Han startede med nærmest at anklage Kristoffer for at have lavet en fejl, og da Kristoffer svarede, at på mandag betyder på mandag og ikke om 1½ uge, fik han at vide, at det kunne han da nok regne ud. Der skulle meget store ord og spørgsmål om, hvorvidt han ringede for at beskylde Kristoffer for at have opført sig forkert til, før der kom en modstræbende undskyldning.
Da mægleren prissatte lejligheden, valgte vi at gå 50.000 ned i forhold til de andre to lejligheder, og faktisk 150.000 ned i forhold til sidst solgte lejlighed fra august 2006. Der skete ikke så meget, men der var da nogle få fremvisninger. Alle med den bemærkning, at badeværelset var for lille. Så da en potentiel køber meldte sig på banen med et bud 150.000 under udbudsprisen, besluttede Kristoffer, at selvom han allerede var gået de forventede 10% ned på forhånd, måtte det bare være sådan, for så ville det da være overstået. Han accepterede for snart 2 uger siden, og vi har ikke hørt mere. Med baggrund i jeres historie om manglende papirer uden besked tidligere i processen, tror jeg, at Kristoffer lige skal gi’ et ring til Danbolig på mandag. Det kunne jo være, at der manglede et eller andet, som de ikke lige havde tænkt på at spørge efter.
Men nu er der så kun ventetiden tilbage. Det er svært at forholde sig til, hvor meget der skal ske/gøres i hvilke rum. Hvilke møbler kan være hvor – og den del bliver ikke lettere af, at alle mine ting har været til opbevaring i så mange år, at jeg knap nok ved, hvad jeg har, og hvor meget skal smides ud – og hvilken stil skal man satse på? Selvom vi har boet sammen i 6 år, har det jo selvsagt været i stort set ren ungkarlestil, da der jo ikke var plads til at få mine ting ud fra opbevaring. Men det kommer jo nok hen ad vejen. Dog misunder jeg jer, at I har så godt et forhold til sælger, at der har kunnet besøges ekstra undervejs og tages mål etc. Det får vi nok ikke mulighed for.
Jeg troede egentlig, at jeg på nogle få afsnit lige kunne ridse vores forløb op, så I kunne se, at mange af oplevelserne næsten er spejlinger af jeres, men det har faktisk været en meget lang proces og derfor lang at beskrive. Jeg håber alligevel, at det kan ha’ værdi for jer at få lidt mod- eller medspil til jeres blog. Jeg er sikker på, at I nu også er ved at undersøge alle mulige andre ting om Sverige og finder ud af små godbidder hen ad vejen, som jeg ser frem til at læse om.
Nogle af de ting, vi kigger lidt på er firmabil versus privatbil, hvor vi vistnok er kommet frem til, at hvis man vil ha’ en spritny bil, er det klart firmabil, selvom man bor i Sverige, men kan man nøjes med en ældre version og kører måske ikke så meget på ferie i den, er det bedst med egen bil på svenske plader – og meget gerne selv-importeret fra Tyskland, hvor de første år “tolder” hårdt på bilens værdi og ekstra udstyr prissættes lavt.
Desuden har jeg kigget en del på hunde over sundet, fordi skiftet fra lejlighed til hus burde gi’ plads til en udvidelse af husholdningen. Dog er jeg foreløbig kommet frem til, at man i Danmark omkring 2002 fandt en ræv med en slags meget frygtet dværgbændelorm i maven, og derfor skal hunde, der pendler, ud over diverse vaccinationer hvert/hvert andet år også ha’ ormekur af dyrlægen en gang hver 28. dag, og det har de vist ikke helt godt af. Så nogen kontorhund er det ikke sikkert, at jeg får i denne omgang, selvom det kunne være så dejligt.
Med hensyn sproget øver jeg mig lidt via denne hjemmesiden: http://safir.cfl.se/safir/index.htm, og så har Kristoffer i øvrigt fundet mig en masse lydbøger (jeg hygger mig meget ved at høre bøger, når jeg gør rent, rydder op, laver mad, går i bad, cykler etc) på svensk, og jeg er nået igennem den første John Grisham. Det gik rigtig godt efter de første kapitler, hvor jeg virkelig måtte spidse ører. Dog har jeg sagt til ham, at han gerne må lede efter eksempelvis noget Jan Guillou eller Liza Marklun, da jeg hellere vil høre Grisham på engelsk. Der er jo ingen grund til at læse oversættelser, hvis det kan undgås.
Men held og lykke med resten af processen – det kan være, vi støder på hinanden undervejs.
Pernille